Her udviklede grimme ællinger sig til svaner

"Ved starten var han helt isoleret, og vidste ikke særlig meget om sociale spilleregler. Han var utilpas, når han var sammen med andre mennesker og ønskede at undgå kontakt. Han ønskede kun at opholde sig foran sin computer. Når man var sammen med ham, svarede han afmålt på spørgsmål og havde ingen øjenkontakt. Hans ressourcer var umiddelbart begrænset til en relativ stor faglig viden omkring bestemte emner, bl.a. universet og krybdyr."
Beskrivelsen vedrører Arne, som er en af de mange drenge, der har boet flere år på skolehjemmet Skovly. Navnet Arne er opdigtet, men skæbnefortællingen er helt reel, og den beskriver meget godt, hvordan personalet har arbejdet med de unge igennem de sidste mange år på hjemmet.
"Vi har aldrig været gode til faste og forudsigelige rammer. Vi har haft fokus på, at man skal se på eleven som et individ, der også skal behandles som sådan. Vi har ikke ment, at eleverne skulle tilpasses vores kasser, men at vi derimod skulle lave kasser, der passede til eleverne", forklarer Poul Andersen, der har været forstander på Skovly siden 1981.

Fungerer ikke i folkeskolen

Sådan har det overordnede værdigrundlag på Skovly dog ikke altid været. Stedet blev åbnet af Thora Esche i 1908 og fungerede dengang som opdragelseshjem for unge piger, der strejfede rundt, havde været løsagtige og var i risiko for at ende i prostution.
Meget er sket siden, og i 1976 blev Skovly omdannet til et moderne skolehjem for både drenge og piger. Dermed blev de mere moderne pædagogiske principper også løbende implementeret.
Fælles for de anbragte unge har været, at de var normalt begavede, men har haft omfattende personlighedsmæssige forstyrrelser. De kommer fra lige så forskellige familier, som børn i den almindelige folkeskole. Nogle forældre har fuldtidsarbejde, imens andre måske kæmper med psykisk sygdom. Nogle forældre er skilt, imens andre børn kommer fra kernefamilier. Men fælles for dem er, at diverse hændelser igennem deres opvækst har påvirket deres liv i en sådan grad, at de har haft svært ved at fungere i den normale folkeskole.
Nogle af de unge har haft udadrettet, aggressiv adfærd, imens andre har været mere indadvendte og selvdestruktive. Det var også tilfældet for Arne. Men også hos ham, blev der taget hensyn og udgangspunkt i hans behov.

Første skridt på vejen

"Da det var gennem faglig viden, man kunne få kontakt med Arne, blev det besluttet, at Arne skulle gå i skole og undervises med en eller to andre elever. Herudover skulle der ikke være krav om nogen bestemt social kontakt. Han kunne efter skole blive på sit værelse, sådan som han ønskede, ligesom hans mad blev serveret til ham her. Dette stod på gennem flere måneder. Vi fastholdt at anerkende Arnes ønsker om at blive på sit værelse samtidig med, at vi på forskellig måde inviterede ham til at samarbejde med os.
Han blev først overtalt til at deltage i aftensmåltidet, og da det begyndte at fungere, kunne vi bl.a. foreslå Arne at kigge indenfor i afdelingens fælles computerrum eksempelvis i 10 min. Arne afslog sådanne forslag flere gange. Dette blev respekteret samtidig med, at vi kunne tale med Arne om, at han ved starten havde haft et ønske om at få venner på Skovly. Vi kunne tale med Arne om, at vi nok skulle hjælpe ham lidt ad gangen, og at det første skridt kunne være 10 min. i computerrummet, hvor han ikke behøvede at tale med nogen, men kunne sidde ved den computer, vi havde reserveret til ham. Det viste sig, at de 10 min. hurtigt blev til en halv time og efter nogle dage til flere timer."

"Alle har ressourcer"

Arnes udvikling er beskrevet i en lille bog om Skovly, og den stopper ikke her. Han gik fra at deltage passivt til at være aktiv og ægte givende i sociale sammenhænge, og senere kunne han påtage sig rollen som den, der trøstede andre.
Arnes fortælling er blot en af mange gode historier på Skovly.
"Jeg husker en anden dreng, der har gjort indtryk. Han var virkelig den grimme ælling, der udviklede sig til en svane, og sådan er det heldigvis gået med mange. Da han kom var han aggressiv og havde for vane at smide rundt med stole i klasseværelset og så videre. Men hans mentor her på stedet formåede at finde frem til hans intellektuelle ressourcer bad hans ellers hårde facade, og netop det at finde ressourcer hos den enkelte, har været vores styrke igennem alle årene. Denne drengs mentor fik lukket op og hjalp ham til nogle faglige successer i skolen, som gjorde, at han fik mod på mere. I dag er han flyttet i egen bolig, han har fået en sød kæreste, og han har bestået både sin eksamen fra folkeskolen samt en HF-eksamen og læser i dag selv til pædagog. Den vej går det heldigvis for størstedelen," forklarer Poul Andersen.

Forældresamarbejde

Udover at have fokus på potentialet hos den enkelte, har en af de øvrige rettesnore i arbejdet på Skovly været at etablere et godt samarbejde med forældrene.
"Ofte handler det om at få forældrene til at acceptere, at deres barn er anbragt her. En anbringelse er jo det største indgreb man kan gøre i en familie, men vi er nødt til at nå frem til den accept, for hvis forældrene modarbejder os, gør børnene det også," siger Vita Gregersen, der har arbejdet som socialrådgiver på Skovly i 36 år og fortsætter:
"Derfor har det altid været vores tese og udgangspunkt, at alle forældre gør det bedste for deres børn ud fra de forudsætninger, de har."