Fortsæt til indhold

2013 bliver en fremragende årgang

Vinbønderne klapper i hænderne over optimale forhold for dansk vin

Arkiv
Simon Carlson

“Neej, har du lige set her? Det var da helt utroligt.”
Vinbonde Sven Moesgaard, ejer af Skærsøgaard Vin ved Dons, er netop hjemvendt fra Italien og er for første gang i en uge ude at inspicere sine vinmarker. Begejstringen udebliver ikke. Han kan i allerhøjeste grad godt lide, hvad han ser.
“Druerne kan simpelthen ikke se finere ud end det her på dette tidspunkt. Vinblomsten blomstrer i juli, og når det er tørvejr, sætter den flere frugter af. Når det er så varmt som det har været i år, så får druerne også masser af saft og kraft, og vi får en rigtig god vin,” fortæller Sven Moesgaard.

Måske 15.000 flasker

Han husker kun alt for godt, hvordan den våde og halvkølige sommer sidste år gjorde det umuligt at lave hverken ordentlig eller tilstrækkelig vin.
“Der er ingen økonomi i det, hvis vi ikke får lavet noget ordentlig vin. Sidste år var. Citat: Noget værre lort”, erklærer Sven Moesgaard.
Han har i alt ca. 15.000 vinstokke, og hvis druernes udvikling fortsætter som nu, forventer Sven Moesgaard at frugterne af hver enkelt vinstok kan omdannes til en flaske god dansk vin.
“Sidste år skulle vi i hvert fald bruge 10 stokke på at lave en enkelt flaske vin”, perspektiverer vinbonden.

Kan næsten ikke gå galt

På trods af et relativt langt og koldt forår mener han, at vinmarker over hele landet burde have indhentet det forsømte, fordi vejret i en lang periode har været meget konstant i hele Danmark.
“Det er sådan, at forskellige vinstokke blomstrer på forskellige tidspunkter over en periode på halvanden måned. I år betyder det, at de alle sammen har ramt den samme periode, hvor det har været varmt. Det er bare skide godt for sådan nogle vinbønder som mig,” griner Sven Moesgaard.
Den kraftige naturvækst betyder også, at han og hans ansatte på vingården begynder på arbejdet med at pille en masse overskudsfrugter af vinstokkene. Det er små ekstra drueklaser, som ellers vil suge en masse kraft fra de store druer, der skal benyttes til vinen. Det luksusproblem havde Sven Moesgaard ikke i samme omfang sidste år. Der skal altså ske noget drastisk, hvis vinhøsten i starten af oktober ikke bliver en formidaben en af slagsen.
“Det går nok ikke galt, men hvis vejret pludselig slår fuldstændig om, så kan det jo godt ske. Jeg håber dog på, at vi får en Indian Summer i september. Der kan vi lige sætte slutspurten ind, og så bliver det rigtig godt”, siger en begejstret vinbonde Sven Moesgaard.