Fortsæt til indhold

Kommunens historie findes med et klik

Udvikling & Erhverv i Vejen Kommune står bag en ny hjemmeside, hvor man kan klikke sig ind og lære mere om kommunens historie

Arkiv
Dorthe Andresen

Vejen Kommunes stolte historie har fået en ny hjemmeside.
På www.historievejen.dk kan man læse om noget af den historie, der har været med til at skabe Vejen Kommune, som den er i dag.
Området har huset pionerer og foregangsmænd på flere områder. Der er tænkt demokratiske og folkeoplysende tanker, kæmpet for sønderjydernes ret til at være danske, lavet banebrydende vindenergiforsøg, sket skelsættende forskning og udvikling inden for mejerividenskab, lavet gode forretninger og skabt anerkendt kunst i det nuværende Vejen Kommune. Noget af al denne stolte historie er at finde på den nye hjemmeside.
"Vi har faktisk rigtigt meget at være stolte af i Vejen Kommune. Vi har en lang tradition for at turde være innovative og gå nye veje. For eksempel var hele miljøet omkring Askov Højskole, Ladelund Landbrugsskole og Poul la Cours forsøgsmølle nyskabende og trendsættende. Der blev skabt fremskridt i Vejen Kommune," fortæller Peer Rexen, udviklingschef i Vejen Kommune.
Det er Udvikling & Erhverv i Vejen Kommune, der står bag www.historievejen.dk.
På hjemmesiden kan man læse om udvalgte dele af Vejen Kommunes meget forskelligartede historie.
Der er også anekdoter, fortællinger, skrøner og erindringer at hente i form af "De så det ske" fortællinger.
Så hvis man sidder med en god historie fra et sted i kommunen, eller hvis man har et gammelt billede, som man synes skal med på siden, kan man kontakte Charlotte Thomsen i Udvikling & Erhverv på ct@vejenkom.dk eller på telefon 7996 6383.