Fortsæt til indhold

Ja, der bliver kamp mod vindmøller

Arkiv
Læserbrev af Holger Gorm Petersen (DF), spidskandidat til Vejle byråd og regionskandidat

Efter at have læst artiklen i Lokalavisen Budstikken om vindmøller, vækker det stor forundring at en formand for Natur- og Miljøudvalget, Søren Peschart, ikke forstår at naturelskere kan være imod vindmøller. Han går endda så vidt at sige så nedværdigende : Jeg kan godt undre mig over naturelskere, der går på svampejagt i sandaler og anorak, ikke har bagdel i bukserne til at føre deres synspunkter ud i livet.
Jeg mener, at det er jo netop det de har, da vindmøller er noget af det mest ødelæggende for en god naturoplevelse, især i området ved Vandel og Syvårssøerne. Derudover er det til stor gene for rigtig mange borgere og Billund lufthavn. Vindmålinger viser også, at Vejle Kommune er en af de kommuner, hvor det blæser allermindst.
Socialdemokraterne har tilsyneladende bind for øjnene, og kan kun se vindmøller som verdens redning, koste hvad det vil. Jeg kan frygte at socialdemokraterne har samme holdning til en kommende motorvej ned over Vejle Ådal.
Dansk Folkeparti siger nej til vindmøller i Vandel og en kommende motorvej skal passere mellem Vandel og Billund. Det er at vise respekt for borgerne i Vejle Kommune.