Traditionsrigt børnedyrskue i Borup
For 38. år i træk afholder Skovbo Y's Mens Club dyrskue.
BORUP: Lørdag den 17. august kl. 09.30-16.00 afholder Skovbo Y's Mens Club sit 38. børnedyrskue på "Savværksgrunden", Østergade i Borup.
- Vi har fået tilmeldt en del dyr - heste, hunde, geder, katte, mus, kaniner og marsvin - men der er stadig plads til mange flere, så har du et kæledyr, du gerne vil vise frem og have præmie for, så tilmeld dig snarest og senest den 14. august, siger Peter Holm fra Skovbo Y's Mens Club.
Tilmelding kan ske på www.dyrskueiborup.dk. Her findes også dagens program. Spørgsmål vedrørende tilmelding besvares af Jørgen Østergaard på ndajos@hotmail.com eller tlf.5614 0588/4075 7839.
Af sikkerhedshensyn kan der ikke udstilles hingste. Alle andre, også særprægede dyrearter, modtages med glæde.
Det hele drejer sig primært om børnene og deres dyr, men også i år vil Y`s Men`s klubben arrangere ”en rigtig familiedag”. På pladsen vil der hele dagen være mange aktiviteter. Gør f.eks. et godt køb i de mange boder, eller prøv lykken i tombola, bamsetombola, fiskedam, minigolf eller flødebollekastning m.m.
H.H Rideskole stiller mandskab og ponyer, så børnene kan prøve en tur på hesteryg og Kræftens Bekæmpelse Køge stiller med en stor hoppeborg og mulighed for ansigtsmaling m.m. De Grønne Spejdere i Borup vil vise spejderaktiviteter og der vil være udstilling af modelfly, fugle og høns. Det Grønne Hus i Køge kommer igen i år med udstillingsbilen med mange spændende aktiviteter for børn og voksne. Produktionshøjskolen Klemmenstrupgaard, Skovbo Golfklub samt Vigersted 4-H har hver en stand med informationer og aktiviteter og der vil dagen igennem være opvisning og konkurrencer i Kanin-agility.
Kl. 10.00 vil borgmester Marie Stærke officielt åbne skuet. Borup Brassband er i år tilbage med festlig musik kl. 10.10.
Overskuddet fra børnedyrskuet går ubeskåret til det lokale børne- og ungdomsarbejde samt humanitære organisationer.
pm