Morten er ny præsident hos Rotary i Vojens
Vojens Rotary Klub har fået ny præsident. Hans valg af årets tema er blevet “Det virkelige liv”
Vojens Rotary Klub har fået ny præsident for året 2013/2014. Det er den 51 årige Morten Kragh-Mortensen, Der er gift med Tordis. Til daglig driver Morten virksomheden Montimatic i Vojens. En ny præsident tiltræder normalt i Rotary pr. 1.7. men af praktiske årsager var det først muligt at foretage skiftet forleden.
Rotary i Vojens har 55 år på bagen, og er del af det verdensomspændende Rotary samarbejde. Ud over at fremme forståelsen mellem mennesker, hvor klubben f.eks. arbejder med ungdomsudveksling leverer klubben også humanitært arbejde både i udlandet og Danmark.
I denne tid er klubben aktiv i forbindelse med den såkaldte 'Jensine Camp', hvor unge fra en række lande får et 14 dages ophold, dels hos værtsfamilier og dels på sejlskibet Jensine.
Endelig udsender Vojens Rotary Klub snart Iben Jensen, Vojens, ud som udvekslingsstudent til Kansas i USA, hvor hun skal bo de næste 11 måneder.