Fortsæt til indhold

Træning er en livsstil

Intet er overladt til tilfældighederne når to unge mænd arbejder med kroppen i Fitness One

Arkiv
Sven Møller

Martin Madsen fra Haderslev og Anders Grau fra Taps har deres daglige gang i Fitness One på Nørregade i Haderslev, hvor Bjarke Hansen, indehaveren, har givet husly til seks åbenlyse talenter indenfor bodybuilding. Blandt dem finder vi både Martin og Anders, som under kyndig vejledning af Muhammad Ali med stormskridt forbereder sig til et 'newcommer' stævne i Ringsted Congrescenter den syvende september.
Begge unge mænd har gennem tiden beskæftiget sig med andre sportsgrene gennem årene, men er altså nu landet i bodybuilding.
"I Folkeskolen var jeg en lille spirrevip, så det kan være en af grundene til, jeg er havnet her i ”Fitness One”. Jeg har spillet fodbold alle dage, men det er gledet i baggrunden. Nu drejer det sig kun om bodybuilding. Det er en livsstil, som min kæreste Line ind imellem godt kan være en anelse træt af. Hun træner ellers meget selv, men min måde kan godt være for meget," smiler han skævt.
Hans makker Anders er aldeles enig også om spørgsmålet livsstil. Der skal trænes og træningen sammen med livsførelsen skal tages seriøst.
"Som dreng tvang mine forældre mig til flere forskellige former for holdsport, men det er ikke mig. Jeg forlod fodbold og andre ting så hurtigt som muligt, men har nu fundet min idrætsgren. Bodybuilding. Der passer jeg rigtigt fint," siger han.
Rådgiveren Ali, som befinder sig i verdenseliten, er rigtigt tilfredse med de to unge mænd:
"De er en del af det seksmandsstore A-team, som jeg arbejder med til dagligt. Jeg tror på dem, og det er vigtigt," slutter han.