Farverige naturbilleder på ny udstilling
Udstilling med franske og danske malerier i Arbejdernes Landsbank i Køge.
UDSTILLING: Den danske billedkunstner Lone Aabrink bor i Sydfrankrig og besøger ofte sine forældre i Ejby, og i den kommende tid kan hendes billeder også opleves lokalt, når Arbejdernes Landsbank i Køge udstiller dem.
- Jeg bruger stærke farver og er meget inspireret af naturen, både den danske og franske. Mange af mine værker handler om naturen. Nogle bliver til i Sydfrankrig, hvor vejret og farverne giver området en utrolig glød, som jeg holder meget af. Mine billeder handler også om personlig kraft og indre værdier, og jeg arbejder meget spontant og nærværende, fortæller Lone Aabrink om sine billeder.
Hun er uddannet illustrator fra Designskolen Kolding og arbejder som selvstændig billedkunstner og illustrator.
Udstillingen er netop åbnet og varer frem til den 1. oktober. Der er desuden åbent hus torsdag den 5. september klokken 17-19, hvor alle er velkomne.
- Du kan møde Lone og høre meget mere om hendes kunst. Du kan blandt andet se små videoer og fotos fra hendes forskellige projekter, lyder det om arrangementet.
Der er mulighed for at købe de udstillede værker.