Dueslaget 2 anlægger køkkenhaver
BJÆVERSKOV: Hos Dueslaget 2 i Bjæverskov har man fået en håndfuld penge til at anlægge køkkenhaver til børnene. Tanken bag dette er, at det skal give børnene en forståelse af, hvor den mad de spiser, kommer fra, og at det skal skabe en mere grøn hverdag i dagtilbuddet.
I 2012 søgte pædagogerne på pingvinstuen i Dueslaget 2 om økonomiske midler fra kommunens Agenda 21-fond, der støtter miljømæssigt bæredygtige projekter. De endte med at få kr. 13.000, der gjorde at de kunne få lavet højbede, købe frugttræer og bærbuske.
Senere er også de andre stuer kommet med, så det nu er hele dagtilbuddet, som er fælles om projektet, og der er nu blevet anlagt en rigtig køkkenhave. Her hjælper alle børnene de voksne med at dyrke grøntsager, bær og frugter – selv de små børn fra vuggestuen kan ses svinge en vandkande, så planterne ikke tørrer ud.
I køkkenhaven bliver dyrket alt fra jordbær, kartofler, rødbeder, tomater og krydderurter. Alt sammen noget, der bliver brugt i børnenes daglige mad. F.eks. har børnene fået dejlige kartoffelmadder til frokost, jordbær til frugt og hjemmedyrket syltetøj til deres morgenmad.
Både børn og voksne i dagtilbuddet går meget op i projektet – flere af de voksne tager endda forbi dagtilbuddet i løbet af weekenden, for lige at vande bedene, så de er sikre på, at planterne får vand nok.
Initiativet har også medvirket til, at de i Dueslaget 2 netop nu arbejder på at blive godkendt til initiativet det grønne flag, som er Friluftsrådets mærkningsordning for institutioner, der arbejder for at skabe en grønnere hverdag for institutionernes børn.
pm