Vi vil give publikum en rigtig god oplevelse
HÅNDBOLD: Det er med stor spænding at Team HK Køge ser frem til torsdag aftens opvisningskamp mod KIF Kolding København i Ravnsborghallen i Køge.
- Først og fremmest er vi ekstra glade for at vi, efter sidste års skuffelse over at gå glip af den planlagte kamp mod AG København, nu kan præsentere KIF Kolding København. Det bliver sindssygt spændende og jeg ved at vort hold vil gøre alt hvad der står i deres magt for at være med til at give publikum en rigtig stor håndboldoplevelse. Det kan næsten ikke blive andet med masser af show på dagen og en fyldt hal. Vi skal ind og levere en god kamp og forsøge at drille storfavoritterne fra KIF. Det bliver spændende at se forskellen på 2. Division og toppen af den dansk håndboldliga. KIF Kolding København med den nye træner Henrik Kronborg i spidsen går ind til en ny sæson hvor de vil gøre alt for at vinde mesterskabet tilbage efter at Aalborg HK snuppede det sidste sæson. Jeg vurderer KIF Kolding København til at være landets stærkeste hold p.t., siger Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard.
Kampen mod KIF Kolding København er den første af mange testkampe for Team HK Køges førstehold inden den nye sæson 2013/14 går i gang sidst i september måned. Holdet samledes efter sommerferien i tirsdags den 30. juli – og det var en flok sultne spillere der mødte frem.
- I maj og juni trænede vi tre gange ugentligt inden pausen i juli måned – og nu kører vi igen på tre gange om ugen – med fysisk træning på programmet to af gangene. Det bliver en rigtig spændende sæson hvor vi bliver en del af den stærkeste 2. Division i mands minde. Vi skal være med at spille om oprykning - hvor jeg vil formode at HIK, Holte, Amager, Sydhavsøerne, IF Stadion og FIF bliver de skarpeste konkurrenter. De har alle oprustet godt ligesom vi selv har. Jeg har været med i gamet i 20 år og aldrig set så stærk en 2. Division. Der bliver kul på hver eneste kamp. Jeg vil vurdere at top 5 i 2. Division ville kunne overleve i 1. Division. Det bliver en sæson med masser af intense kampe hvor der også vil blive spillet rigtig god håndbold. Så der bliver masser at se frem til for vort trofaste hjemmepublikum, siger Lars Nedergaard.
Men for at komme med i kampen om oprykning til 1. Division kræver det at man skal vinde de ”rigtige” kampe, have heldet med sig i de afgørende situationer og frem for alt undgå skader.
- Jeg glæder mig utroligt meget. Vi har med tilgangen af 5-6 virkeligt unge, talentfulde og sultne spillere fået en fantastisk stærk og spændende trup. Vi er bredt dækket ind på alle pladser. Samtidigt med at vort andetholdstrup også er godt besat på alle pladser er der en sindssygt hård kamp om pladserne. Og det er det der skal være. Jeg vurderer vort andethold til at være stærke nok til at avancere til 3. Division. Så nu gælder det om at jeg og min assistenttræner Peter Rasmussen får blandet kortene rigtigt kamp for kamp. Det hold vi har nu er gode nok til at rykke op i 1. Division. Om det så bliver i år eller næste år – vi skal nok nå det, siger en optimistisk Team HK Køge-træner.
Vel mødt til en festlig og fornøjelig håndboldaften i Ravnsborghallen.
Billet information
Har du endnu ikke sikret dig en billet til denne håndbold begivenhed så kan det nås endnu. Billetter sælges hos Køge Medie Center, Galoche Allé 16 i Køge mandag-torsdag kl. 9-17, fredag kl. 9-15.
Billetter kan også bestilles telefonisk hos Kent Ankersen fra Team HK Køge på tlf. 2027 0579.
Her kan du også bestille VIP-billetter á kr. 250 hvis du ønsker at deltage i pre-match arrangementet med spisning og indlæg af bl.a. Joachim Boldsen og KIF-direktøren Jens Boesen.