Sikrer skoleveje for 1,7 mio. kr.
Bump og midterheller skal gøre det mere sikkert for børnene at cykle til de nye distriktsskoler
Den nye skolestruktur i Fredericia Kommune gør, at mange børn får en ny vej til skole. Skolerne samles nemlig i fire distriktsskolecentre med afdelinger, der er forbeholdt enten 0.-6. klassetrin eller 7.-9. klassetrin.
Vej & Park er derfor ved at lave tiltag, blandt andet bump og midterheller, som skal forbedre trafiksikkerheden på udvalgte strækninger til skolerne.
"Børn har ikke de samme evner til at færdes i trafikken som voksne, og derfor har vi sammen med Skoleafdelingen gennemgået de primære skoleveje, som børnene fremover kommer til at færdes på for at se, hvor vi kunne lave forbedringer af trafiksikkerheden," fortæller vejtekniker Benny Ravn fra Vej & Park.
Der er lagt særlig vægt på børnenes vej til skole frem for vejen hjem.
"Det skyldes, at der oftere er mere trafik og mere mørkt, når børnene møder i skole, og at der om vinteren kan være mindre ryddet for sne og is om morgenen. Det har betydning for hvor sikre og trygge, børnene føler sig," siger Benny Ravn.
Anlæggene forventes færdige i løbet af august måned og koster i alt ca. 1,7 mio. kr.