Vigtig opstartskamp for KIF Kolding København
HÅNDBOLD: Tirsdag den 23. juli startede KIF Kolding København forberedelserne til den kommende 2013/14 sæson under den nye cheftræner Henrik Kronborg. En sæson der byder på mange vigtige opgaver for den superambitiøse klub.
Første opgave for KIF Kolding København er opgøret mod Team HK Køge torsdag den 8. august kl. 19.00 i Ravnsborghallen i Køge. Og det er en kamp man glæder sig til.
- Vi glæder os til at komme ud og spille vores første kamp efter sommerferien. Trække i vores nye tøj, få de nye folk i aktion på banen. Det bliver en spændende dag når vi skal se vores spillere i kamp igen, siger Lars Krogh Jeppesen, tidligere dansk storspiller i dansk håndbold, men også i udenlandske storklubber som Flensburg-Handewitt, FC Barcelona og THW Kiel. Han vandt bl.a. Champions League med de to sidst nævnte klubber - og nåede som aktiv at optræde 125 gange på det danske A-landshold - hvor han blev noteret for 361 mål. I dag fungerer Lars Krogh Jeppesen som en del af sælgerstaben i KIF Kolding København.
Med to nye trænere og et par nye, spændende navne i spillertruppen håber KIF Kolding København at tage de første bløde spadestik til en ny strategi på det spillemæssige plan. Derfor er kampen i Køge en vigtig brik i opstarten for KIF Kolding, som blot fire dage senere på hjemmebane i Kolding tager imod de tyske mestre fra THW Kiel der formodentlig er verdens p.t. bedste hold. Og få dage senere gælder det et opgør mod Hamburger SV i Hamburg.
- Derfor møder vi også frem til kampen i Køge med hele truppen, hvor alle - på nær Boris Schnuchel som er blevet knæopereret - skulle være klar til kamp. Det vil sige at publikum bl.a. kan glæde sig til at se Boldsen, Hvidt, Kim Andersson, Boesen, Spellerberg, Lars Jørgensen de øvrige kendte navne i aktion, siger Lars Krogh Jeppesen til Lørdags-Avisen.
KIF Kolding har ambitioner om at hjemføre det danske mesterskab i den kommende sæson, et mesterskab som klubben måtte se Aalborg snuppe i sidste sæson. Ligesom klubben satser på at nå rigtigt langt i Champions League.
Første spadestik til en forhåbentlig stor sæson for KIF Kolding København tages altså i Ravnsborghallen i Køge torsdag aften den 8. august hvor der dækkes op til håndboldgalla fra kl. 19.00.
Billetinfo
Har du endnu ikke sikret dig en billet til denne håndbold begivenhed så kan det nås endnu. Billetter sælges hos Køge Medie Center, Galoche Allé 16 i Køge mandag-torsdag kl. 9-17, fredag kl. 9-15. Billetter kan også bestilles telefonisk hos Kent Ankersen fra Team HK Køge på tlf. 2027 0579.
Her kan du også bestille VIP-billetter á kr. 250 hvis du ønsker at deltage i pre-match arrangementet med spisning og indlæg af bl.a. Joachim Boldsen og KIF-direktøren Jens Boesen.