Lær kunsten at ta' kegler i Køge Bowling Center
Bowlingklubberne i Køge indbyder til åbent hus
BOWLING: Køge Bowling Center på Ravnsborgvej i Køge har benyttet sommerpausen - hele juli måned - til at få renoveret alle centrets 12 baner, så de atter står klar til at danne ramme for centrets mange brugere de kommende år.
Her i august åbnes Køge Bowling Center igen for en ny sæson - og de fire klubber, der benyttet centret benytter her lejligheden til at byde alle interesserede indenfor til to søndags åbent hus arrangementer.
- Går du og andre medlemmer af familien og tænker på at spille bowling i fritiden, så er her muligheden for at prøve spillet, når klubberne i samarbejde med Køge Bowling Center holder åbent hus på søndagene 11. og 18. august - begge dage kl. 11.00-16.00, fortæller Per Sørensen der er bestyrelsesformand i BK Ravnsborg.
De øvrige klubber der står bag arrangementet er LBC, BK Køge 75 og Fakse Ladeplads.
Klubberne stiller med erfarne bowlere der begge dage vil være behjælpelige med at instruere de besøgende i bowlingspillet, hvordan man vælger sin rette kugle, ligesom klubberne vil informere om hvilke dage de enkelte klubber har spilletid i Køge Bowling Center.
- Ud fra dette vil man kunne sætte sig ned og finde frem til hvilken dag der passer bedst til at passe nogle bowlingtimer ind i familiens ugeplan. Og det skal understreges at bowling er for hele familien - børn, voksne og pensionister, siger Per Sørensen til Lørdags-Avisen.
Så kig ind i Køge Bowling Center søndag den 11. og/eller søndag den 18. august og prøv bowlingsporten.
Køge Bowling Center blev åbnet i 1975 og har siden 1982 været en selvejende institution.