Fortsæt til indhold

Jazz’en er tilbage i grusgraven

Tørskind Grusgrav vil svinge og vugge af velklingende jazz

Arkiv
Peter Friis Autzen

Snart er det blevet tid til det årligt tilbagevendende arrangement, Jazz i Skulpturparken. Det betyder, at der for 8. år i træk er udsigt til en hyggelig jazz-oplevelse i Tørskind Grusgrav. Det sker lørdag den 10. August fra klokken 13 til klokken 21.
Foreningen Kultur I Tørskind står som sædvanlig bag det, der i mange år har været foreningens største tilbagevendende begivenhed. Og foreningen håber at kunne lokke ligeså mange gæster til som sidste års rekord på over 500 mennesker.
“Sidste år var specielt, fordi vi også fejrede 100-året for Robert Jacobsen,” siger Steffen Jørgensen fra foreningen med henvisningen til grusgravens skulpturpark. Normalt er besøgstallet mellem 400 og 500.

Godt program

Dagen byder på tre orkestre.
Først spiller det hollandske orkester, Storyville Jassband. Ifølge Steffen Jørgensen er det et fremragende orkester, der i 2009 kunne fejre 50 års jubilæum.
Stilmæssigt bevæger orkesteret sig mod engelsk jazz's blomstringstid med Kenny Ball og ikke mindst Chris Barber.
“Besætningen er selvfølgelig skiftet ud gennem årene, men bandet har profileret sig ved at vinde mange jazzkonkurrencer og optræder over hele Europa,” siger Steffen Jørgensen.
Orkester nummer to er danske Doc Houlind All Stars.
Orkesteret består af yngre og ældre musikere, hvoraf flere er tidligere Papa Bue-folk. De har en fælles interesse i den tidlige New Orleans jazz med Kid Ory's og Louis Armstrongs Bands. Bandet er derfor efterspurgt og har regelmæssigt været repræsenteret på festivaler rund om i Europa, og de har lige haft en vellykket optræden i jazzens vugge, New Orleans.
Dagen sluttes af med et genhør med dansk og engelske Mike Owen and his Woodland Jazz Band.
“Mike Owen og hans fremragende spillemænd væltede nærmest teltet i 2010, og behøver derfor næppe en nærmere præsentation. Basunisten Mike Owen har i ti år spillet i New Orleans med gamle koryfæer i Preservation Hall og på Mississipi-flodbådene,” lyder det fra Steffen Jørgensen.
Koncerten foregår i et stort telt, således at det ustabile danske sommervejr ikke er noget problem. Mad og drikke må ikke medtages, men kan købes på stedet.
“For madens vedkommende er vi i trygge hænder hos Billund Bageri, som vil levere tapas og andet lækkert. Billetsalget ved indgangen starter klokken 11:30. Entrébilletten koster 200 kr. for voksne, mens der er fri adgang for børn. På hjemmesiden jazzitoerskind.dk er der flere oplysninger. Blandt andet om de to forsalgssteder i henholdsvis Egtved, Lyd & Billede, Egtved og Byens Café, Jelling, hvor entrébilletten fås for 160 kroner,” oplyser Steffen Jørgensen.

Også The Storyville Jassband lægger vejen forbi Tørskind. Og ja: De staves med to s'er.