Fortsæt til indhold

SønderjyskE-fløj ramt af alvorlig skade

Christoffer Fors er ude mindst et halvt år og flere andre spillere er også ramt af skader

Arkiv
Mikkel Hansen

Skaderne ser ud til at vælte ned over SønderjyskE i optakten til den kommende ligasæson.
Kasper Køser og Christopher Huus er ude med længerevarende skader, men spillere som bl.a. Andreas Toudahl og Claus Kjeldgaard heller ikke er kampdygtige.
Og mandag blev holdet af en ny alvorlig skade, da den svenske fløjspiller Christoffer Fors meget uheldigt sprang sin akillessene under træningen.
Han blev mandag aften opereret på Quattro Clinic i Fredericia og der venter ham nu et længere forløb med foden i skinne og efterfølgende genoptræning. Det kan tage et år at komme sig over en ødelagt akillessene, men SønderjyskE håber på et hurtigere forløb.
"Operationen gik rigtig godt, og drømmescenariet er, at Christoffer måske allerede er klar om 4-6 måneder," fortæller SønderjyskE-træner Morten Henriksen, der for et par år siden også selv sprang sin akillessene.
Med skaden må SønderjyskE altså se bort fra Fors på fløjen i mindst et halvt år.
"Det er utroligt bitter for ham, men også for klubben for han var jo tiltænkt rollen som førstevalg. I sidste træningskamp måtte vi også tage Casper "Ziggy" Zachariassen ud med en mindre skade, men der er vist ikke noget alvorligt. Udover Ziggy har vi også Andreas Toudahl og Casper Bilton, der kan bruges på fløjen, selvom vi primært vil bruge Toudahl som playmaker," siger Morten Henriksen.
Kasper Køser er ude med diskusprolaps, som kom i forbindelse med styrketræning i sommerferien. Sundhedssektoren håber, at det kan trænes væk, så en operation kan undgås. Christopher Huus er ude med et springerknæ, en ældre skade, som dog hele tiden har været i med i beregningerne omkring Christophers tiltræden i SønderjyskE.
Blandt de mindre skader er Claus Kjeldgaard med en mindre fraktur på lægbenet, og nakkeproblemer for Andreas Toudahl som følge af et trafikuheld.
Til gengæld er Daniel Eggert vendt tilbage til træningen efter at have været ude den første uge.
"Jeg kan ikke lige huske at vi har været så ramt så tidlig i en opstart tidligere. Det er selvfølgelig uheldigt, når vi skal spille et hold med så mange nye spillere sammen, men jeg har den holdning at jeg hverken gider græde herover eller fokusere herpå. Vi har de spillere der er klar, og jeg er sikker på at de er klar til at levere varen," siger Morten Henriksen.
SønderjyskE spillede tirsdag aften en træningskamp ude mod TM Tønder. Selv om flere spillere sad over, vandt SønderjyskE 28-24 over TM Tønder med flere tidligere SønderjyskE-spillere på holdet.