Fortsæt til indhold

Sydbank sender seje gymnaster til Norge

SydbankFondens tilsagn om støtte kom på det bedst tænkelige tidspunkt

Arkiv
Arkiv

Hos Starup UIF og 'Team Gym Starup' kan de ikke få hænderne ned. SydbankFonden har nemlig valgt at støtte Team Gym Starup med 10.000 kroner. Pengene sendte nogle af klubbens gymnaster direkte af sted på træningslejr i Norge. I alt tog 53 personer af sted - gymnaster, instruktører og forældre.
“Donationen fra Sydbank har været en kæmpe hjælp i forbindelse med vores tur til Norge. Turen betød utrolig meget for vores gymnaster og styrkede deres sammenhold – både på og udenfor banen. Turen gav os også mulighed for at dyrke vores fælles interesse meget intensivt og ikke mindst se, hvordan andre hold arbejder,” siger Chris Slot-Tygesen, der blandt andet er instruktør for juniorholdet.
Team Gym Starup var blevet inviteret af en norsk klub og havde derigennem fået mulighed for at benytte sig af klubbens springhal og andre faciliteter, der gjorde turen helt perfekt.
“Det er altid en fornøjelse at kunne støtte mennesker, der brænder for noget. Når man ser Team Gym Starup er man ikke i tvivl om, at gymnasterne holder af det, de laver og gerne vil mere. Derfor er det dejligt, at vi kunne give dem en oplevelse, hvor de blev udfordret,” siger Rasmus L. Bøgen, der er afdelingsleder i Sydbank Haderslev.