Retshjælpen udvider åbningstiden
Den frivillige retshjælp i Fredericia er kommet godt fra start – og nu udvides åbningstiden til fire timer ugentligt
“Jeg havde ikke drømt om, at behovet var SÅ stort.”
Ordene kommer eftertænksomt fra Jesper Brock, som er formand for “Retshjælpen i Fredericia”. Den gratis rådgivning, som er åben for alle, vendte tilbage til fæstningsbyen i februar i år, og til at starte med sad han hver uge alene på vagten en time om ugen.
“En af byens øvrige advokater havde “advaret” mig om, at jeg skulle være forberedt på, at retshjælpen har stor efterspørgsel, så der er altid nok at lave, men jeg må indrømme, at omfanget alligevel kom bag på mig,” siger han.
Retshjælpen startede ud med en time om ugen, men allerede på åbningsdagen gik der 2,5 time med at rådgive alle, og i takt med, at omtalen har bredt sig, opsøges retshjælpen af stadig flere borgere.
“Personligt tror jeg endda kun, at vi har set toppen af isbjerget indtil nu, og jeg tror at søgningen til retshjælpen vil blive endnu større. Vi får blandt andet et stort antal henvendelser fra borgere, som ikke forstår indholdet af de afgørelser, som de modtager fra myndighederne, og som derfor gerne vil have vores hjælp til både at forstå indholdet og samtidig give en uafhængig vurdering af, om det nu også kan være rigtigt, hvad myndigheden har fundet frem til. Så giver vi vores vurdering og tager en snak med borgeren om indholdet.”
Myndighedernes afgørelser til borgerne er dog ikke det eneste område, der fylder godt i retshjælpens dagligdag. Der rådgives i princippet indenfor alle retsområder.
“Vi ved selvfølgelig ikke alt, så i nogle tilfælde består rådgivningen af at vurdere om borgeren har en sag - og hvis ja, hvordan borgeren bedst kommer videre med sagen. Det kan fx være henvisning til et klagenævn eller til advokat. Nogle forventer, at Retshjælpen kan føre deres sag, men det kan vi ikke. Retshjælpen er udelukkende et rådgivende organ.”
Hjælp til Retshjælpen
Enhver borger i kongeriget Danmark har ret til at henvende sig i retshjælpen. Henvendelse skal ske personligt på Fredericia Bibliotek, og der er åbent hver mandag i tidsrummet 14-18. Man henvender sig i receptionen, hvor man får et nummer og vises til kontoret.
Da Retshjælpen startede i februar i år var Jesper Brock alene om at tage initiativet, men siden da har Retshjælpen også selv fået hjælp.
“Lige nu er vi to rådgivere, og vi vil gerne have et par kolleger mere, så hvis der sidder nogle jurister derude med lyst til at deltage i retshjælpen, så er de velkomne til at kontakte mig,” lyder opfordringen fra Jesper Brock.
For at komme i betragtning som rådgiver skal man være uddannet jurist, eller eventuelt studerende på kandidatdelen af jurauddannelsen. Rådgivningsarbejdet er ulønnet, men retshjælpen har mulighed for at yde transporttilskud, ligesom der til jurister på dagpenge kan ydes et mindre tilskud, såfremt A-kassen måtte insistere på, at timerne skal anses som bibeskæftigelse og derfor foretager fradrag i dagpengeudbetalingen.
Er man interesseret i at søge ind som rådgiver kan man ansøge via mail til foreningens formand på retshjaelp@jesperbrock.dk. Det understreges for god ordens skyld, at man ikke via mailadressen kan få svar på juridiske spørgsmål – retshjælp ydes kun ved personlig henvendelse i åbningstiden.