Fortsæt til indhold

Roskilde-roere til Junior VM

Joachim Sutton og Andreas Dyrby ser frem til at holde lidt fri, når de har deltaget i den verdensomspændende konkurrence

Arkiv
Henrik Wanscher

Når man går på gymnasiet vil de fleste nok mene, at der mellem lektierne, familien og vennerne er rigeligt med ting, der fylder tiden ud. Men for de to unge herrer Joachim Sutton og Andreas Dyrby er der også blevet tid til at lægge så mange kræfter i ro-sport, at de nu skal til U19-VM. - Vi er helt vildt spændte, fortæller de to, da Roskilde Avis mødes med dem dagen før, de drager af sted mod den store begivenhed, der holdes i Litauen. - Men vores træner har været meget præcise med, at vi skal lade være med at overtænke konkurrencen og bare koncentrere os om at gøre vores bedste, når vi sidder i båden, tilføjer de.

Rystende hænder

På trods af advarslerne og en samlet erfaring fra flere junior-verdensmesterskaber, indrømmer de to roere, at der helt sikkert vil være tidspunkter, hvor det ikke vil være til at holde nerverne i ro. De er begge to enige om, at der i hvert fald vil være tale om, at de lige skal ordentlig i gang, før de kan finde roen frem. - Før det første løb er man bare altid nervøs, og ens hænder ryster helt. - Men når det bare er overstået, så bliver tingene lettere, forklarer de.

Udsigt til det normale

Andreas og Joachim ønsker ikke at give et bud på, hvor de kommer til at ende med hensyn til VM-placeringer. Men de giver udtryk for en vis optimisme, og de er begge helt enige om, at de gerne vil fortsætte ro-karrieren. Hvis det lykkes at holde gejsten og resultaterne oppe, så vil det betyde, at de to er færdige med U19-VM uanset hvad, for næste år træder de ind i U23-rækkerne. Men den slags bekymringer og overvejelser ligger ikke de unge roere tungt på sinde. - For nu drejer det sig mest om at komme godt igennem VM i Litauen, siger Andreas Dyrby. - Efter det har vi et par måneder, hvor vi kan slappe lidt mere af og få lov til at leve et mere normalt gymnasieliv, tilføjer Joachim Sutton.