Containere til dronningebesøg
Hos Smede Design i Gevninge bliver der knoklet i sommervarmen for at få to specialindrettede 40 fods containere klar til kunden, der får besøg af dronning Margrethe i september. - Det er et par udstillingscontainere, der skal bruges ved borgruinen i Vordingborg, siger smedemester Lars Hjort. - Vi har taget et par fabriksnye 40 fods containere og sandblæst dem, så de får en rusten overflade. Ud over det er de også blevet forstærket, så de kan bære indretningen. - Da de skal bruges til at udstille kostbare museumsgenstande, er det en solid indretning, de er blevet forsynet med. Blandt andet er glasset i montrerne næsten tre centimeter tykt. Det er ikke første gang at Lars Hjort og hans folk har været i gang med at fremstille containere til udstillingsbrug. Hver gang har bestilleren været museumsmanden Jens Ole Platz. - Det er meningen, at de to container skal være ubemandede, så de skal være sikre, og samtidig skal publikum have en god mulighed for at se det udstillede, siger han. Nu får Jens Ole Platz og Museum Sydøstdanmark de to containere leveret og så skal de i gang med at klargøre dem med udstillingerne, så dronningen kan indvie dem. ja-