Fortsæt til indhold

Fodboldens brune kuverter

Lokale klubber forholder sig til ulovlig betaling af spillere

Arkiv
Henrik Wanscher

Hvis man som fodboldklub ønsker at klare sig godt i sin serie, række eller division, kræver det, at man får fat på den rigtige mængde talent til truppen. Roskilde Avis har fået flere henvendelser fra læsere, der har undret sig over, hvordan det egentlig foregår med eventuel aflønning af fodboldspillere i Domkirkebyen og omegn. Flere af disse henvendelser er kommet på baggrund af en sag i Brønshøj, hvor en klub ulovligt betalte spillere gennem kørepenge, som ikke blev beskattet.

Udstyr og mad

I stedet for at give sig i kast med en teknisk og juridisk forklaring har Roskilde Avis forhørt sig hos fem repræsentanter fra lokale fodboldklubber, om hvorvidt en sag som i Brønshøj kunne ske her. - Ja, jeg er overbevist om, at sag som den i Brønshøj kan ske her, for tyveri kan ske alle vegne, siger Pierre Overgaard, som er ansvarlig for de sportslige anliggender hos KFUM Roskilde. - Men jeg er også 200 procent sikker på, at det ikke sker hos os, for vi giver slet ikke spillerne kørepenge, tilføjer han. I stedet vælger KFUM ifølge Pierre Overgaard nogle gange at gå ind og hjælpe deres spillere ved at købe fodboldudstyr og eventuelt lidt mad til dem.

Opgør med kørepenge

Samme svar får man fra RB1906. Her fortæller klubbens formand Frank Taulov, at kørepenge tidligere kan have været en del af klubbens metoder, men at det er fortid. - Jeg mener, at med danskernes forhold til sorte penge, er det blevet alt for almindeligt at se, hvordan folk betaler og modtager betaling under bordet. - Vi har gjort det til en del af klubbens værdier, at vi ikke rører sådan noget, siger han.

Revisorer på sidelinjen

Helt generelt understreger alle klubberne, Roskilde Avis spørger, at de under ingen omstændigheder kunne finde på at bruge betalingsmetoder, der sætter dem på kant med loven. Sagen i Brønshøj har også fået flere til at være ekstra på mærkerne, og revisorer bliver brugt til at sikre, at budgetterne er lovlige. - På den måde har vi også lidt ekstra sikkerhed i en tid, hvor Skat er meget på mærkerne i sportsverdenen, siger Carsten Reinholdt, som er forretningsfører i Himmelev-Veddelev BK og Ungdomschef i FCR. - Revisorerne risikerer jo også at komme i store problemer, hvis de siger god for et ulovlig budget, tilføjer han.

Rygterne overlever

Uanset hvilke forholdsregler klubberne tager, er der dog fuldstændig enighed om, at man nok aldrig kan komme væk fra, at der vil være rygter om sorte penge indenfor fodbolden. Selv i FC Lejre, hvor formand Bo Warmsler ellers benægter at have stødt på problemet med ulovlig aflønning, kender man til rygterne. - Når et hold klarer sig godt, så bliver folk misundelige og begynder at spekulere over, hvordan de har fået succes. - Jeg ved ikke, hvem der starter rygterne, men jeg har heller ikke oplevet, at der faktisk lå noget konkret i dem.

Ikke kun i fodbold

Selvom spørgsmålet om betaling kan være et følsomt emne at diskutere, når rygterne svirrer, oplever Roskilde Avis ikke nogen egentlig modstand mod at diskutere emnet. Frank Taulov fra RB1906 er dog en smule irriteret over, at fodbold-klubberne skal blive ved med at forsvare sig på lønningsfronten. - De her problemer er jo ikke kun noget, der eksisterer indenfor fodbold. - Hvis man prøver at se nærmere på for eksempel håndbolden, vil man helt sikkert falde over lignende sager. hw@roskildeavis.dk