- Han skulle bare ikke løbe med mine penge
Solveig Bruhn fra Your Wellness fangede selv tyven, der prøvede at stikke af med 3000 kroner fra klinikken.
TYVERI: Hvis det var håbet om en hurtig gevinst uden nævneværdig modstand, der for nylig fik en 41-årig mand til at forsøge at stikke af med indholdet af kasseapparatet hos klinikken Your Wellness i Nørregade i Køge, så må han sidde tilbage med en slem skuffelse.
Og sikkert også resterne af en lige så slem forskrækkelse, fra da han flygtende på cykel ud af Nørregade i retning mod Nørre Boulevard skævede tilbage over skulderen og så indehaveren af klinikken, Solveig Bruhn, i fuld fart efter ham på bare tæer og med lyn i øjnene og flagrende mørke lokker hvirvlende omkring sig.
Jagten sluttede for enden af gågaden, hvor tyvens cykel skred ud, og Solveig Bruhn derfor kunne få fat i hætten på hans trøje. Og så holdt hun ellers fat og beordrede ham til at tømme lommerne, hvor der viste sig at være alle pengene fra kasseapparatet i Your Wellness - cirka 3.000 kroner hvilket hun understreger er usædvanligt meget. Normalt er der kun nogle få hundrede kroner, da de fleste betaler med dankort.
Siden kom andre forretningsindehavere til og fik tilkaldt politiet og sørget for, at tyven ikke prøvede at stikke af i mellemtiden, mens han selv i desperation forsøgte at tilbyde Solveig Bruhn 500 kroner for at få lov til at gå.
- Jeg var midt i en behandling, da jeg opdagede, at der var en på vej ud af forretningen og væltede noget på vejen, fortæller Solveig Bruhn.
Vi passer på hinanden
Hun spurgte flere gange manden, hvad han ville, men uden at få svar. På det tidspunkt vidste hun ikke, at han havde stjålet penge fra kasseapparatet, men hun fornemmede helt klart, at der var noget galt, og da han stak af på cykel, smed hun hurtigt sandalerne og løb efter ham.
- Jeg handlede helt pr. automatik, og jeg har en ven i Kriminalforsorgen, som har skældt mig lidt ud og sagt, at det var virkelig farligt - han kunne for eksempel have haft en kniv. Men jeg nåede kun at tænke, at han bare ikke skulle løbe med mine penge, siger Solveig Bruhn med et smil.
Hun var dog noget rystet umiddelbart efter episoden.
- Det var ret vildt, og jeg håber virkelig aldrig, at jeg kommer ud for noget lignende igen, siger hun.
- Men det er virkelig rart, at vi passer godt på hinanden i Nørregade. Der er en god tryghed i, at vi holder øje med hinanden, siger hun med henvisning til, hvordan flere andre forretningsindehavere tæt på klinikken var hurtige til at hjælpe i situationen.
Tyveriet skete lidt over middag torsdag i sidste uge, og for politiet var der endda en ekstra gevinst i sagen. I ventetiden, inden politiet kom, overhørte Solveig Bruhn nemlig tyven ringe hjem til sin kæreste for at få hende til at gemme noget af vejen. Det fortalte hun politiet, som hurtigt fik gennemført en ransagning i hjemmet, hvor de både fandt hash og tyvekoster.