Vi er i en sæson hvor alle slår alle
HB Køge møder søndag kl. 15.00 FC Fredericia på SEAS NVE Park.
FODBOLD: Efter den fornemme indsats og 2-0 sejr i sæsonpremieren hjemme mod Lyngby for to uger siden, var det lidt skuffende at holdet sidste torsdag måtte nøjes med 1-1 i udekampen mod nyoprykkede Marienlyst BK i Odense. En kamp hvor HB Køge havde masser af chancer for at afgøre kampen til egen fordel.
- Vi skulle have vundet i Odense - men vi kendte ikke vores besøgstid. Den kamp har vi snakket igennem så den eksisterer ikke mere hos os - i stedet har vi rettet sigtekornet mod søndagens hjemmekamp mod FC Fredericia, siger cheftræner Per Frandsen til Lørdags-Avisen.
- Vi glæder os til en rigtig spændende kamp mod et Fredericia-hold, som jeg tiltror en plads fremme i toppen af rækken. Fredericia har et rigtig stærkt hold, hvor de specielt er farlige over flankerne. De har mange gode offensive kræfter bl.a. Jesper Luth og Martin Mikkelsen. Dog kan det måske hæmme dem, at de netop har mistet deres topscorer Anders K. Jacobsen til AaB. Men det bliver en meget lige og tæt kamp, hvilket iøvrigt bliver kendetegnende for de fleste kampe i rækken. Den tegner utroligt lige hvor alle kan slå alle - se bare Hobros imponerende 5-0 sejr over Silkeborg i sidste spillerunde. Det var der vist ikke mange der havde forudset, siger Per Frandsen, der så FC Fredericia i aktion i fredags da det blev 1-1 mod Hvidovre IF på Hvidovre Stadion.
- I den kamp spillede de 3-5-2 - men de veksler lidt - så vi må se hvordan de stiller op mod os, siger HB Køge-træneren.
Til kampen må HB Køge se bort fra forsvarsklippen Eddi Gomes der afoner karantæne som følge af det røde kort mod Marienlyst. Kampen kan give debut til den nye, unge forsvarsspiller Nicolai Geertsen som er kommet til fra 2. Divisionsklubben BSV.
Kampen mod FC Fredericia fløjtes igang kl. 15.00 på SEAS NVE Park.
HB Køge skal i aktion igen allerede tirsdag aften den 13. august hvor holdet træder ind i DBU Pokalens 1. runde. Her har HB Køge udebane mod Lolland-Falsterserieholdet Nakskov.
Det er iøvrigt tredje gang indenfor fire sæsoner at Nakskov har trukket HB Køge i første runde. I 2010 blev cifrene 5-0 til HB Køge - sidste år vandt "svanerne" med de rekordstore cifre 9-0. Kampen i Nakskov Idrætspark starter kl. 19.00.
Frandsen til eksamen
Per Frandsen bestod iøvrigt onsdag den 7. august DBU's P-Licens - den højeste træneruddannelse, som gør, at han teoretisk såvel som praktisk kan begå sig som træner på allerhøjeste niveau, nationalt som internationalt.