Fortsæt til indhold

Masser af kirkekoncerter

Arkiv
Rune Weitling

Festugeprogrammet byder på masser af kirkekoncerter, og én af de kirker, der byder ind med koncerter under byens store fest, er Treenighedskirken.
Mandag mellem klokken 08.00 og 19.00 afholdes der "sangmaraton", hvor Højskolesangbogen får vendt næsten alle blade. Hver hele time dagen igennem tages der fat på højskolesangbogens forskellige temaer, og der vil også være overraskelser undervejs. Man er velkommen til at komme og gå, som det passer ind i ens eget dagsprogram. Mellem tirsdag og fredag begynder dagen med en "fortællemorgen" kl. 8.15. Her vil sognepræst Charlotte Gade give en fortælling, og man vil synge et par salmer. Herefter vil der være mulighed for at få en kop kaffe og et rundstykke, inden man går ud til byens øvrige tilbud.
Torsdag og fredag kl. 12 bydes der på "klassisk frokostkoncert". En række studerende fra byens konservatorium giver to små hyggelige frokostkoncerter. Her kan man nyde en stund i kirken med bl.a. sang, blokfløjte, klaver og slagtøj. Der er gratis adgang til alle kirkens arrangementer.