Yderst beklageligt
Hos Bauhaus har man en politik om, at kædens individuelle filialer ikke må udtale sig til pressen. Derfor ringer Roskilde Avis til virksomhedens hovedkontor. Her er det direktions-assistent Grethe Juhl, der tager imod opkaldet. Hun er imødekommende og venlig, men også overrasket. - Det er første gang, vi er blevet ringet op af en avis i sådan en sag, siger hun og tilføjer: - Normalt ordner vi sådan noget direkte med kunden, men jeg har slet ikke hørt om denne sag. Direktions-assistenten udbeder sig lidt tid til at sætte sig ind i tingene, og aftaler med Roskilde Avis, hvornår hun skal give en melding tilbage.
Okay for Bauhaus
En time før den aftale tid udløber ringer Grethe Juhl tilbage. Nu er situationen ifølge hende løst. - Jeg har talt med Kim Sennenwald, og vi er kommet frem til en løsning, som jeg tror både han og vi har det godt med, siger hun uden at komme ind på den præcise løsning. - Det er en yderst beklagelig fejl, men jeg tror, at problemet er løst, og vi er i hvert fald meget tilfredse, tilføjer direktions-assistenten fra Bauhaus.
Skidt start men god slutning
For at sikre at Kim Sennenwald virkelig er så tilfreds som Grethe Juhl giver udtryk for, ringer Roskilde Avis til ham efter snakken med Bauhaus. Modsat Grethe Juhl er Kim Sennenwald lidt mere tilbageholden med sin glæde over situationen. Han forklarer dog, at han har fået en uforbeholden undskyldning, et gavekort på tusind kroner, og at han også er blevet lovet en god pris for udespaen. På trods af Bauhaus’ indsats for at udglatte situationen, vil Kim Sennenwald dog ikke trække sin historie tilbage. - Jeg er godt tilfreds med, hvordan tingene udviklede sig, efter Roskilde Avis kontaktede Bauhaus. - Men hændelsesforløbet op til, synes jeg stadig ikke om, så det synes jeg, folk skal vide, fortæller han. Om Kim Sennenwald endte med at købe udespaen, ved Roskilde Avis ikke. hw