Hele byens fotograf i 40 år
”Jørgen Foto” – Jørgen Chr. Jørgensen, Lørdags-Avisen/Køge Medie Center – startede som fotograf som 17-årig, og måtte den første tid køre rundt på cykel.
JUBILÆUM: Der er næppe den ejendom, den gade, den begivenhed – eller den søde pige i byen – som ikke har været ”offer” for Jørgen Chr. Jørgensens linse i de 40 år, hvor han nu har arbejdet som fotograf i Køge.
De første 15 år på det der engang hed Ugeavisen Køge-Egnen, og de sidste 25 år i Køge Medie Center, hvor hans primære opgaver er at dække opgaver for Lørdags-Avisen, Bolig-Motor-Job, Erhvervs-Avisen Sjælland og dertil en masse løse reklameoptagelser for vore øvrige afdelinger.
Man kan vist roligt sige, at det at være fotograf er blevet så meget en livsstil for ”Jørgen Foto”, at det ville vække lige så meget opsigt i gadebilledet, hvis han kom gående uden sit elskede kamera, som det ville, hvis han havde glemt at tage bukser på…!
Det er selvfølgelig en påstand, som i hvert fald indtil videre, er svær at bevise, men ingen ”Jørgen” på gaden uden kamera.
Fredag forsøger han som regel at holde som en fridag, men ingen regel uden undtagelser, og meget ofte har vi hørt ham sige: ”Jeg skal alligevel forbi, så jeg skal nok lige tage de billeder også…!”
Fantastisk udvikling
Avisbranchen har udviklet sig helt fantastisk i løbet af de 40 år, men det er intet ved siden af den udvikling, som foto-branchen har taget.
- Alt foregik jo i sort/hvid, og til at begynde med fik vi filmene fremkaldt hos Nyport Foto i Nyportsstræde, men senere fik vi jo eget mørkekammer, og så fremkaldte jeg jo selv filmene og lavede billederne i sort/hvid, fortæller Jørgen Chr. Jørgensen, der tydeligt erindrer, hvor stort et arbejde det var tidligere. Prøv bare at tænk på, hvor meget vand, der blev brugt. I 20 minutter skulle filmene skylles under rindende vand, så der var et enormt vandspild – og så alle de kemikalier man skulle arbejde med. I dag er det heldigvis noget nemmere.
Det han ikke fortæller noget om er, at i et mørkekammer skulle det hele jo foregå bag lukkede døre, og vi er da stadig nogle, som kan skrive under på, at den stille og rolige fotograf også kan have et temperament:
- ”LUK DØREN FOR H……!”, har det braget igennem vore lokaler på både Bag Haverne 20 og Søndre Alle 9, når en eller anden har fået åbnet en dør til mørkekammeret. For meget lys kunne hurtigt ødelægge en hel film og de optagelser der var på denne.
Senere kom farvefilm til, og i 1999 var Jørgen Chr. Jørgensen en af de første fotografer herhjemme – måske den første – der blev udstyret med et digitalt kamera.
- Det er jo en helt anden verden! Væk er vand, kemikalier, film o.s.v., men det stiller så andre krav. Tidligere kunne man jo ikke se farverne, men i dag skal man passe meget mere på lyssætningen. Hvor kommer lyset fra, er der kunstigt lys o.s.v., for man kan nemt komme til misfarvninger – og det er jo ikke godt, hvis en model pludselig får gult hår el. lign. Men nemmere er det blevet, lyder det fra fotografen, som dog også indskyder, at han så bare har fået flere opgaver i stedet…
Altid fotograf
Jørgen Christian Jørgensen – ”Christian” efter hans farfar – kommer oprindelig fra Himlingøje, hvor hans forældre havde den lokale Brugs.
Han gik i skole på Hotherskolen i Hårlev, og karrieren startede med et skolepraktik-ophold hos Flemming Larsen i Nyport Foto. Efter praktiktiden blev han ved med at komme i forretningen efter skoletid, og han tog daglig ”Grisen” (Østbanen) fra ”trinbrættet” i Himlingøje til Køge station.
- Jeg lærte tingene helt fra bunden her, for Flemming Larsen lavede de sort/hvide billeder for Køge-Egnen, og så spurgte Fritz Mortensen – redaktør og medejer af Ugeavisen Køge-Egnen – om jeg ville fotografere for dem. Det var jo ”stort” for mig, så som 17-årig startede jeg som fotograf på Køge-Egnen, Toldbodvej 1 – uden mørkekammer – så de første billeder blev fremkaldt under en dyne o.s.v., griner Jørgen Chr. Jørgensen, som også måtte cykle rundt i det første års tid.
Sparsommelig har han dog altid været, så han investerede i en bil, allerede inden han blev 18 år, så han var klar til alle opgaver indenfor kommunen, når kørekortet som 18-årig var i hus.
Køge-Egnen flyttede senere til Nørregade 24, og da den indgik i Køge Medie center A/S for 25 år siden, fulgte Jørgen Chr. Jørgensen med over i Lørdags-Avisens lokaler Bag Haverne 20. Køge-Egnen er senere blevet lukket, men han fortsatte som fotograf for Lørdags-Avisen og Køge Medie Centers øvrige produkter.
Igennem årene har han oplevet mange store ting i sit job.
- Det var stort, da S-toget kom hertil, Køges 700 års jubilæum var også spændende og det var da festligt, da Køge blev Danmarksmestre i fodbold i 1975, fortæller han, men synes også, at det har været spændende med de mange kendte kunstnere til festugerne og de tidligere byfester, som Køge Firma Bold arrangerede på Dyrskuepladsen. Jeg har jo næsten mødt alle nutidens kendte kunstnere og orkestre, og tilbage i tiden var det jo Peter Belli, Ronalds Festival Tivoli, Corinta, Alvin Stardust, Linie 3, Bay City Rollers og sågar Dirch Passer.
Populær person
Jørgen Chr. Jørgensen er en stille og rolig og meget populær person, med en meget stor ven- og bekendtskabskreds, som han har opbygget gennem sine mange år i byen.
Han er kendt for sin altid venlige og noble fremtræden, og vi kender ingen, som har ham på ”minus-kontoen”. Skal folk på ferie elsker han at hjælpe dem med transportmuligheder i både ind- og udland. Der er ingen, der som ham kan finde rundt på nettet, og det var da også her igennem, han fandt frem til sit elskede Korsika.
Igennem man år tog han på ferie i nærheden af Barcelona, sammen med familien Larsen – ”Krudten” ( Jørgen Larsen), Susanne, samt børnene Vicky og Søren (tidl. landsholdsspiller i fodbold), men efter at børnene nu er blevet store og selv har stiftet deres familier går turen til Sydfrankrig og ikke mindst Korsika, hvor han – naturligt for ham – selvfølgelig har fået nogle personlige venner, blandt de lokale.
Ikke tid…
Tidligere var mode-tillæg det helt store, og mange, lokale piger ville gerne fotograferes af ”Jørgen Foto”. Derfor havde han også et kæmpe ”arkiv” at tage af, når der skulle fotograferes til de lokale mode-forretninger.
En af de mest benyttede modeller har igennem alle årene været Signe Christoffersen, som han har kendt – og fotograferet – siden hun var 14-15 år, og hun har da rundet de 40 år, så han passer godt på sine modeller. Signe Christoffersen er i dag bosat i Cannes i Sydfrankrig, men venskabet har bestået, og Jørgen besøger hende og hendes mand mindst et par gange om året.
Men trods alle de søde piger han har mødt på sin vej – og som han stadig har et godt venskab med – har han aldrig selv ”slået sig ned” med familie – kone og børn. Der har et par enkelte gange været optræk til lidt, men direkte forespurgt, hvorfor det aldrig er blevet til noget, griner han højt og udbryder:
”- det har der da aldrig været tid til…!”
Jørgen Chr. Jørgensen bliver fejret i Køge Medie Center, Galoche Alle 16, Køge, mandag den 12. august, hvor der er reception fra kl. 14.00-17.00.