Lad trygt bilen blive hjemme
Regionstog sørger for nem transport til Køge Festuge
TRANSPORT: Der lægges igen op til et brag af en fest, når Køge Festuge løber af stablen i uge 35 - fra den 25.-31. august.
De mange deltagere fra Østsjælland og Stevns kan nemt komme uden om parkeringsproblemer m.m., hvis de vælger at rejse med Regionstog til og fra Køge.
Mange er allerede i fuld gang med at forberede sig til nogle festlige dage i Køge, og traditionen tro vil mange mennesker drage afsted mod Køge for at tage del i festlighederne.
Sammen med Køge Festuge ønsker Regionstog, at festugen bliver en sikker og fornøjelig fest, og alle skal kunne komme sikkert og godt til og fra Køge.
Regionstog giver de mange festugedeltagere fra Østsjælland og Stevns mulighed for transport til og fra Køge, og foruden de ordinære tog indsætter Regionstog nattog fra Køge mod både Faxe Ladeplads og Rødvig om natten efter fredag den 30. og lørdag den 31. august med afgang fra Køge kl. 1.05 begge dage. Så man kan trygt lade bilen blive hjemme!
Rejsen til Køge kan foregå med Regionstogs ordinære tog.
Movias takster og billetter er gældende for både de ordinære tog og ekstratogene.
- Vi håber naturligvis, at mange mennesker får nogle gode dage ved Køge Festuge samt, at vores tilbud om sikker hjemtransport i de sene nattetimer vil være attraktivt, når man skal hjem fra festlighederne, siger trafikchef Ivan Nielsen fra Regiontog.
Find køreplanen for Østbanen, de ekstra nattog samt lidt mere om Køge Festuge på www.regionstog.dk.
pm