Økonomisk balance og folkeskolen
- Vi skal fortsætte linjen fra de sidste års budget-forlig, hvor der er skabt balance mellem indtægter og udgifter i kommunens drifsøkonomi. Det har vi været med til at sørge for gennem de brede budgetforlig, siger Venstres leder i byrådet, Bent Jørgensen.
- På den måde har vi nu fået råd til nye initiativer og kan også klare uforudsete udgifter til eksempelvis snerydning, hvilket der ikke var råd til for et par år siden, da kassen var tom.
For Bent Jørgensen er folkeskolerne et andet område, som skal prioriteres.
- Vi skal sørge for at give lærerene mere efteruddannelse, så de også kan klare de nye opgaver, som de får efter reformen af folkeskolen og ændringerne i arbejdstiden. Vi kan jo ikke stille større krav til dem uden at give dem redskaber til at klare opgaverne, forklarer Venstre-lederen.
Lederen for det største oppositions-parti ønsker også en erhvervspolitik, så Roskilde på ny kan få flere private arbejdspladser.
Bent Jørgensen fremhæver, at Venstre hele tiden har været indstillet på, at en ny svømmehal skal have et langt 50 meter-bassin.
- Når vi i sidste års budget-forhandling landede på 75 Mio. over fire år, som vi ikke kan få en lang bane for, så er det jo ikke noget helligt tal. Så er det bedre at trække projektet ud over flere år, så der bliver penge til en ordenlig løsning. En svømmehal skal jo holde i mange år, så det vil være ærgerligt at vælge en discount-løsning, som mange bliver utilfreds med, mener Bent Jørgensen.
tk