Blodpropperne bør til Roskilde
Roskilde SF'ere tilfredse efter møde med sundhedsministeren
Behandlingen af akutte hjerte-blodpropper bør til Roskilde, så patienterne fra Region Sjælland ikke længere skal køres helt til Rigshospitalet med den ekstra fare, som den længere transporttid betyder. Disse argumenter fremførte de to SF'ere fra Roskilde Byråd, Birgit Pedersen og Tina Boel, da de fredag var til møde med deres partifælle, sundhedsminister Astrid Krag, der også er opstillet og valgt her. Birgit Pedersen er leder for SF i byrådet samt formand for Kultur- og Idrætsudvalget, mens byrådsmedlem Tina Boel tillige er medlem af Sjællands Regionsråd og partiets spidskandidat hertil ved valget til november. - Ministeren var lydhør overfor vore argumenter og ønsket om en genvurdering af Sundhedsstyrelsens afslag, siger de to byrådsmedlemmer. - Målet er, at alle borgere på Sjælland får den bedste behandling på faglig forsvarligt vis. Men vi er fortsat af den opfattelse, at afslaget er for tyndt og mangelfuldt begrundet.
Til Regionsrådet
Hele sagen kommer op til fornyet diskussion, når Sundhedsstyrelsens chef Else Smith kommer til møde i regionsrådet på mandag den 19. august. Her bliver der offentlig adgang for alle interesserede på regionsgården i Sorø. De to SF'ere fra Roskilde håber også på et positivt resultat her. Derimod har de indtil videre droppet tanken om at få Astrid Krag til et offentligt SF-møde i Roskilde, selv om det er hendes valgkreds. Astrid Krag vil nemlig ikke kunne sige mere her, fordi Folketinget har overgivet kompetencen i den type sager til Sundhedsstyrelsen, som dermed bestemmer suverænt. tk