Fortsæt til indhold

De ældre er på valg

Arkiv
Arkiv

De ældre er som bekendt en voksende skare - også i Esbjerg Kommune.
Derfor bliver det måske endnu vigtigere i fremtiden, at der er nogen til at tale deres sag, inden byrådspolitikerne vedtager beslutninger med betydning for kommunens ældste borgere.
Det sikres blandt andet via Ældrerådet, der har til opgave at sikre dialog og samarbejde mellem netop de ældre og kommunen. Rådets medlemmer findes ved en demokratisk valghandling, hvor alle borgere over 60 år har mulighed for at gøre deres stemme gældende. Næste valg er den 5. november 2013, og der kan opstilles kandidater indtil den 19. september.

God rådgivning

- Ældrerådet er vores mulighed som seniorer for at blive hørt, inden de politiske beslutninger bliver til hverdag. Rådet har blandt andet medvirket i en arbejdsgruppe om kommunens seniorpolitik og haft sager til høring om kommunens kvalitetsstandarder på ældreområdet. Jo bedre rådgivning vi giver kommunen om ældres forhold og synspunkter, jo mere indflydelse får vi, fortæller formand for ældrerådet i Esbjerg Kommune, Erik Juel Andersen.
Vil man vide mere om rådet eller mulighederne for at opstille til valget i november, inviterer Esbjerg Kommune til informationsmøder. Det sker mandag den 19. august 2013 kl. 19.00 på områdecenter Dagmargården i Ribe, tirsdag den 20. august 2013 kl. 14.00 på Lindegården i Gørding, onsdag den 21. august 2013 kl. 14.00 på Mødestedet, Skolegade 10 i Bramming og torsdag den 22. august 2013 kl. 16.00 på Hovedbiblioteket i Esbjerg.