Fortsæt til indhold

Vil du hjælpe tidligere misbrugere?

Et helt nyt projekt, hvor Dagcenter for Misbrug samarbejder med Røde Kors, søger frivillige

Arkiv
Rune Weitling

For første gang i Danmark søsætter Røde Kors i Esbjerg nu et projekt, der skal hjælpe tidligere misbrugere. I et samarbejde med Dagcenter for Misbrug i Esbjerg går man således i gang med en spændende og ny indsats for unge tidligere misbrugere, der bor i et opgangsfællesskab i Esbjerg midtby.
“I den forbindelse søger vi frivillige, som vil hjælpe de unge med at danne netværk og begynde et nyt kapitel i deres liv. Den frivillige indsats er et ekstra tilbud til de unge, der bor i en anonym opgang, og erstatter ikke det professionelle personales opgaver,” siger Ella Hedegaard fra Røde Kors i Esbjerg og tilføjer, at der er informationsmøde onsdag den 28 august, 17.00 – 19.30 i Røde Kors' hus på Ringen 51. Alle med interesse kan møde op og høre mere.
Som frivillig i dette projekt bliver du en form for besøgsven for de unge mennesker, som alle er tidligere misbrugere, der har brug for nogle, der har tid til dem og vil lave aktiviteter med dem.
“Vi er faktisk meget stolte af det her projekt. Det er helt unikt, at vi, et kommunalt tilbud, arbejder sammen med så stor en organisation som Røde Kors. Men vi tror virkelig på det,” siger Jan Olesen, der er afdelingsleder hos Dagcenter for Misbrug hos Esbjerg Kommune.

Begå sig socialt

Jan Olesen forklarer endvidere, at det i høj grad handler om det sociale aspekt. At de unge danner netværk, men også finder ud af at begå sig socialt, hvilket kan være svært, når man pludselig lever en stoffri tilværelse, siger Jan Olesen.
“Og derfor er det også muligt, at man kan være sammen flere på samme tidspunkt og eksempelvis tage ud til nogle ting i byen ved dette projekt,” supplerer Ella Hedegaard og tilføjer, at netop ensomhed og isolation er et stort problem for de unge mennesker i misbrugsbehandling.
“Det at have én at tale med eller lave ting sammen med, kan gøre en verden til forskel,” siger hun.
Overvejer du at gøre den forskel, kan du møde op til informationsaftenen eller ringe til Ella Hedegaard 2265 0811.