Fortsæt til indhold

Perlerække af foredrag

Byhøjskolen Korskær i Fredericia byder på spændende foredrag i efteråret program. Byhøjskolen er åben for alle

Arkiv
Lars Saugbjerg

Angst, mønsterbrydere, teenagere og mindfulness er de store temaer i Byhøjskolen Korskærs efterårsprogram.
Social- og Integrationsministeriet, puljen for udsatte boligområder, gjorde det i sin tid muligt at oprette Byhøjskolen. Her kan du blive klogere, få udfordringer og lade dig inspirere af en lang række erfarne, livskloge foredragsholdere.
Byhøjskolen er åben for alle borgere i Fredericia. Alle foredrag er gratis og foregår i Medborgerhuset Korskær.
De to første foredrag handler om angst, og sætter fokus på børn og unge med angst samt soccial fobi. Foredragsholderne er psykologerne Lisbeth Jørgensen og Martin Skriver.
“Disse foredrag om angst er kommet i stand efter psykoterapeut Lene Brøndums foredrag i byhøjskolen, hvor der var meget stor tilslutning. Der blev stillet mange gode spøgsmål fra salen, men tiden tillod ikke at gå i dybden. Der er et behov for, at vi graver ned i emnet igen,” siger projektmedarbejder Nisanthi Thiyaharajah.

Teenageproblematikken

På højskolen kan du også lade dig provokere, inspirere og overraske af tre stærke personligheder, der på hver sin måde har ændret deres liv. Mønsterbryderne. Alle tre har stået ved en skillevej og truffet en beslutning om, at livet er værd at leve på en anden måde.
“Mønsterbryderne glæder jeg mig meget til. Vi er jo alle fascineret af “enere” - og her møder vi nogle vidt forkskellige mennesker, som alligevel har noget til fælles. De er mønsterbrydere, og vi skal have deres opskrift,” lyder det fra Nisanthi Thiyaharajah.
Det handler blandt andet om kommunikation, når psykolog og sygeplejerske Pernille Gerner, taler om teenageres “monstersprog”. Foredragsrækken, der strækker sig over tre tirsdage, gør dig klogere på, hvad der sker i hjernen på dit barn, og hvordan du kan give det en god start på voksenlivet.
“Denne foredragsrække tilbydes også som ét forløb. Vi sætter fokus på en problematik, som mange møder i hverdagen. Teenagere og forældre støder sammen, uanset hvilken verdensdel man kommer fra. I foredragene bliver vi præsenteret for nogle brugbare værktøjer - og forældrene skal bare erkende, at det er tilladt at søge inspiration.”

Mindfulness

Lyder nærvær, mindre stress, færre smerter og bedre søvn som noget for dig? Så skal du tilmelde sig kurset i mindfulness.
“Vi har haft mindfulness på programmet før, og deltagerne har været super begejstrede. Denne gang er det mindre undervisningspræget, men mere praktisk. Der er 30 pladser på holdet, og vi starter med en info-eftermiddag, hvor du kan spørge mere ind til kurset. Denne introduktion er den 20. august.”
Powerjobsøgerne i Trekantområdet og byhøjskolen har indgået et samarbejde.
“Programmet er dog endnu ikke på plads, men det skal handle om, hvordan man som jobsøgende tackler sin situation, passer på sig selv - og kommer i job igen.”
Tilmeld dig byhøjskolens mailingsliste - så bliver du informeret, når der er nyt.
Byhøjskolens program findes på korskaerparken.dk.