Restaurant Vejlegården åbner 11. maj
Den landskendte restaurant er klar til igen at tage imod gæster med Amin Skov som køkkenchef
Der er nu sat dato på, hvornår Restaurant Vejlegården genåbner. Restauranten er ifølge bestyrelsesformand Jette-Lis Christensen allerede klar til at tage imod gæster den 1. maj, men man ønsker ikke at provokere unødigt ved at genåbne på Arbejdernes Internationale Kampdag, som er en mærkedag for fagforeningen 3F, som Vejlegården tidligere var i konflikt med.
Restaurant Vejlegården har i stedet valgt at åbne lørdag den 11. maj.
"Vi vil gerne udvikle en restaurant og en arbejdsplads. Vi vil ikke være en fagforeningsslagmark," siger bestyrelsesformanden.
Den genåbnede restaurant får den tidligere ejer og bestyrer Amin Skov som køkkenchef og hans samlever Maria Lykke Skov som direktør.
"Det bliver fantastisk atter at komme i gang og gøre det, vi er bedst til: Nemlig at forkæle vores gæster med god mad og god betjening. Vi har altid haft store planer for Vejlegården, og nu er det på tide, at disse bliver en realitet. Jeg glæder mig til at kunne byde folk velkommen," siger Maria Lykke Skov.
Lokalerne er blevet shinet up i restauranten, der ligger på Toldbodvej med udsigt til Vejle Å. Der er desuden åbnet et nyt område, hvor restauranten kan tage imod større selskaber og stille mødefaciliteter til rådighed.
"Jeg er dybt beæret og glad for den store folkelige opbakning til genopstarten. Restaurant Vejlegården ville ikke have været en realitet uden, at et hav af mennesker både menneskeligt og økonomisk har støttet den initiativgruppe, som synes, at der igen skulle være en restaurant på Toldbodvej," siger Amin Skov.