Fed sommerferie på kolonierne
I alt 329 skolebørn fra Hvidovre har været på koloni denne sommer - med sjov, afslapning og nye venner
I alt 329 børn og unge har været af sted på ni dages feriekoloni med sjov, leg, udflugter og afslapning. Mange af dem har været på koloni før, og Lise Meyer, som er koordinator for Hvidovre Kommunes kolonier fortæller, at børnene er vilde med det. - Det er rigtig populært at komme på koloni her i Hvidovre, siger hun. - Og børnene fortæller, at det er fordi det er ferie på en helt anden måde. For det første kommer de af sted sammen med andre børn - og ofte sammen med nogle fra klassen, som de kender i forvejen. Og så er det bare ren sjov og afslapning. Der er ting, de skal være med til på kolonien - men rigtig meget af tiden må de lave, hvad de har lyst til. Kolonierne er for alle Der er især mange elever fra Risbjergskolen, Langhøj, Frydenhøj og Præstemoseskolen, der benytter sig af tilbuddet om at komme på koloni. - Det er som om, der er en tradition for det på de skoler, forklarer Lise Meyer. - Men vi vil også rigtig gerne have børn fra Hvidovres andre skoler med, for kolonierne er for alle. På en feriekoloni deltager 30-40 børn fra forskellige skoler, og man bor på en af kommunens tre kolonier, som alle ligger i naturskønne omgivelser. På hver koloni deltager 5-6 voksne ledere, som tager sig af børnene, planlægger aktiviteter osv., og koloniens faste køkkenpersonale sørger for, at der god mad morgen, middag og aften. Til Midtjyllands Avis fortalte køkkenleder på Svejbæk-kolonien ved Silkeborg, Jane Geertsen, hvordan hun kræser om børnene fra Hvidovre, når de er på ferie. - Generelt laver vi sovs og kartofler, for det får børnene ikke derhjemme, og det kan de godt lide, sagde hun, og remsede i øvrigt både op fra listen over lune retter til frokost og spisekortet med desserter. Nye kammerater og bedre selvværd Louise Eisenreich Søndergaard har været med som leder på kolonierne 5-6 gange, og hun mener, at kolonierne er et fantastisk tilbud til Hvidovres skoleelever: - De kommer af sted og får en masse nye oplevelser og nye kammerater fra andre skoler, som de ofte fortsætter med at se, når de kommer hjem igen, fortæller hun. - For mange er det også rigtig godt at komme væk hjemmefra og selv skulle stå for at redde seng, dække bord og den slags, og selvværdet vokser betydeligt på sådan en uge. Louise, der til dagligt er lærer på Avedøre Skole, var i sommerferien med på koloni i Skødshoved. Her var temaet for ugen ¿Spilleøen¿, og hver dag dystede de unge med hinanden i forskellige spil og konkurrencer. Koloniens sluttede af med casino-fest - helt i temaets tegn. Man kan læse mere om Hvidovre Kommunes kolonier på hvidovre.dk