Festivalstemning med masser af musik i Hugos Gård
Bygningen og Hugos Kælder præsenterer efterårets program ved et festligt arrangement med masser af musik lørdag den 17. august.
MUSIK: Musikforeningen Bygningen og Hugos Kælder har slået kludene sammen lørdag den 17. august og præsenterer i Hugos gård et større musikprogram, der næsten kunne kaldes en festival.
Anledningen til dette samarbejde er, at både Musikforeningen Bygningen og Hugos kælder vil præsentere efterårets musikprogram og har fundet det som en god ide at gøre det sammen.
- Vores gæster går jo på Hugos, når musikken er slut på Bygningen, så vi kan lige så godt udvide samarbejdet, siger musikforeningens kunstneriske leder, Jens Peter Halborg.
Programmet i Hugos gård begynder klokken 11.45 og slutter først ved 18-tiden.
Dagen vil blandt andet byde på Jes Holtsø duo. Jes Holtsøe er bedre kendt som Børge i Olsen Banden-filmene men har efterhånden en større og større succes som bluessanger. Desuden kommer også Den Skaldede Kok, og eftermiddagen slutter af med Danmarks ukronede countrydronning, Tamra Rosanes Band.
- Herudover vil vi byde på en kæmpe overraskelse i løbet af dagen, fortæller Thomas Madsen fra Hugos Kælder hemmelighedsfuldt.
Musikforeningen Bygningen og Hugos kælder samt koncertsponsor DIBA Bank har sikret, at koncerten er gratis, og opfordrer til at komme i god tid, da der nok bliver rift om de gode pladser.