Regionstog har flot kundefremgang
TRANSPORT: Mange af Regionstogs kunder bor i Danmarks udkant, men køreplaner med korte rejsetider, flere afgange og ”faste” minuttal giver lokalbefolningen et markant bedre rejsetilbud, og det bruger de.
- Fra en perronkant i “Udkantsdanmark” er der med Regionstog mange muligheder - og det benytter stadig flere sig af”, siger en glad Anne Frydendahl, kundechef hos Regionstog.
- I årets første 7 måneder har vi en samlet kundefremgang på 3,2 procent til lidt over 2 mio. kunder, og i forhold til befolkningsgrundlaget i banernes opland har Regionstog fået større andel i den kollektive trafik, fortsætter Anne Frydendahl.
Bedre korrespondancer med Movias busser i R-nettet samt lokale buslinjer, især på Lolland og i Odsherred, har samlet givet flere kunder til både bus og tog.
Regionstog har i 2013 også forsøgt sig med at køre tog ”Når du har brug for det” i forbindelse med Maribo Rock, og Maribo Jazz på Lollandsbanen og snart kommer turen til Køge Festuge på Østbanen.
- Vores kunder skal lige vænnes til disse tilbud, og så vil de sammen med måske endnu flere blive Regionstogs andel i at gøre Udkants-Danmark mere attraktivt, siger Anne Frydendahl.
Med toget til kulturoplevelser
Som et andet nyt tiltag byder Regionstog også på ekstra oplevelser/events i de ordinære tog, og det opfatter kunderne positivt.
Regionstog vil også i fremtiden gøre opmærksom på, at toget er et godt alternativ til bil, når vores kunder skal til kulturelle arrangementer, shopping eller andre aktiviteter.
- Men ellers er vi netop i denne tid klar til at gense vores trofaste pendlere efter en god ferie. Vi ser også frem til at modtage nye kunder, der har brug for vores tog til transport til/fra skoler, gymnasier, uddannelses-steder, institutioner m.m., slutter Anne Frydendahl.
pm