Fortsæt til indhold

Ingen tvang med store vindmøller

Teknik-formand forstår frygten hos beboere i Slæggerup og St. Valby

Arkiv
Arkiv

Foto: Erling J. Pedersen - Ingen skal tvinges til at være nabo til kæmpemæssige vindmøller, som slet ikke er beregnet til at stå på land i et tætbefolket område som Roskilde kommune. Sådan siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Torben Jørgensen (S) til beboerne ved Slæggerup og St. Valby, der er nervøse for at skulle leve ved siden af støjende møller, som er op til 150 meter høje. I flere indlæg har læsere fra området gjort opmærksom på, at de sundhedsmæssige konsekvenser af at leve i længere tid i nærheden af de store møller slet ikke er kendt endnu, så de vil ikke have dem i deres område.

Ingem møller over ørerne

- Jeg forstår udmærket, at naboerne er bange for disse kæmpe møller, og derfor vil de heller ikke blive trukket ned over ørerne på dem, lover Torben Jørgensen. Teknik-formanden er pga. en gammel aftale selv forhindret i at komme til et borgermøde 14. august på Lindebjergskolen i Gundsølille om kommuneplanen, der kan give plads til vindmøller. Men efter hans udmelding og den kraftige modstand, som især Venstres byrådsmedlem Peter Madsen har markeret, er der ikke noget flertal for at give plads til store møller på land i Roskilde kommune.

Møde med beboerne

Onsdag eftermiddag havde en gruppe af beboere fra St. Valby og Slæggerup-området indkaldt politikere til et møde for at gøre opmærksom på deres modstand. Her deltog socialdemokraternes gruppeformand, Frede Lærke, der gentog Teknik-formandens løfte, samt Peter Madsen - og et Venstre folketingsmedlem fra Sønderjylland. - Jeg synes, det var et rigtig godt møde. Nu ved vi, at der i Roskilde er flertal mod at tvinge disse store møller igennem mod beboernes ønsker, sagde Peter Madsen bagefter til Roskilde Avis. Han er særdeles tilfreds med at have været med til at hjælpe beboerne til et positivt resultat i denne sag. tk