Fortsæt til indhold

Gråsten Forum diskuterer æbler og fødevarer

Arkiv
Arkiv

Gråsten-Æblet ”Gravensteiner” er en af de ældste danske æblesorter og den helt store æblenydelse. Nu stiller kulturgruppen i Gråsten Forum skarpt ind på æblet for at indfri det stedbundne potentiale og kulturarven og Gråsten Forum inviterer derfor til en spændende og udbytterig inspirationsaften den 20. august 2013 på Fiskbæk Naturskole.
”Vi vil skabe et nyt samlingspunkt for borgerne med udgangspunkt i et værdifællesskab om Gråsten-Æblet. Gråsten kan således skabe en identitet, som i stigende omfang brander byen. Men succeskriteriet er, at der sikres en stor lokal opbakning og inspirationsmødet skal danne grundlag herfor," siger talsmanden for Kulturgruppen Kaj Nielsen, Rinkenæs.
På inspirationsmødet vil eksperter og interessenter give deres bud på, hvordan Gråsten med afsæt i æblet kan støtte miljøer for lokal fødevareproduktion af høj kvalitet og udvikle og støtte miljøer med høj oplevelsesværdi. De vil sætte fokus på udvikling af attraktive måltidskulturer og den kulinariske naturarv. Oplægsholdere er Karsten Gram, koordinator hos LAG Sønderborg, Connie M. Skovbjerg, landdistriktskoordinator i Sønderborg Kommune, Poul Valdemar Nielsen, projektleder i Sønderborg Kommune, Henrik Pedersen, direktør for Hestehavegård Frugtplantage og forfatter Bente Löwe Christiansen.
Arrangementet er gratis og begynder kl. 19.00. Tilmelding sker hos Sønderborg Erhvervs og Turistcenter på rd@set-sonderborg.dk frem til den 16. august.