Fortsæt til indhold

Svømmere er stærke på den lange bane

Haderslev Svømmeklub høstede stor succes ved de danske langbanemesterskaber

Arkiv
Peter Rasmussen

Haderslev-svømmerne Jonas Rohwedder, Rune Holm Skovby og Julie Oxenvad klarede sig rigtig flot ved årets største mesterskab – De Danske Mesterskaber på langbane i København.
Rune Holm Skovby i deltog 200 og 400 m medley, 100 m butterfly og 200 m fri. Rune slog personlig rekord i alle fire løb.
Jonas Rohwedder var med for første gang til mesterskabet og deltog i 50 m fri, 100 m fri og 100 m brystsvømning. Det blev til tre personlige rekorder for Jonas.
I det skrappe felt af landets bedste årgangssvømmere rakte det dog ikke til finaledeltagelse eller medaljer for de to Haderslev svømmere.
Julie Oxenvad viste ved mesterskabet at hun hører til blandt de bedste juniorsvømmere i Danmark. Hun stillede op i 100 m fri, 400 m fri, 800 m fri, 100 m og 200 m rygcrawl og 400 m medley. Julie slog ligesom de to andre Haderslev svømmere personlig rekord i alle sine løb. Derudover kvalificerede Julie sig til finalerne i 400 og 800 m fri hvor det blev til to 6. pladser.
I finalen i 400 m medley svømmede hun sig ind på en flot 4. plads i feltet af landets bedste juniorsvømmere.

Jonas Rohwedder udtaget til landsholdet

Efter mesterskabet offentliggjorde årgangs- og juniorlandsholdstræner Michael Hinge bruttotruppen på det nye årgangslandshold. Blandt de udtagne er Jonas Rohwedder fra Haderslev Svømmeklub.
Sidst Haderslev Svømmeklub havde en svømmer på årgangslandsholdet var i 2012 hvor Rune Holm Skovby blev udtaget.
“De flotte resultater ved de Danske Mesterskaber og landsholdsudtagelsen af Jonas Rohwedder er et stort skulderklap til HSK's generelle arbejde med unge talentfulde svømmere og vores unge trænerteam. Jeg er meget glad og stolt over at kombinationen af svømmernes egen træningsindsats og vores træningsplanlægning giver gode resultater, det lover godt for fremtiden,” siger HSKs nye 1. holdstræner, Karsten W. Jensen.
Karsten W. Jensen overtager jobbet som 1. holdstræner pr. 01. August 2013 efter Johan Seistrup som stopper efter en årrække som cheftræner i klubben.