Fortsæt til indhold

Fin placering til Sønderborg-rytter ved EM

Arkiv
Arkiv

Helena Skare Viller fra Sønderborg Rideklub er netop kommet hjem fra Arezzo i Italien, hvor hun sammen med de danske dressur-, spring- og militarylandshold har været nede for at ride medaljer hjem til Danmark ved EM for ponyer.
Her skulle de danske ekvipager yde deres allerbedste for at tage medaljer i kampen mod Europas bedste.
I det Individuelle mesterskab placerede Helena og ponyen Cragghouse Griff sig på en flot fjerdeplads i B-finalen, idet ekvipagen i hovederunden red en flot runde med nul fejl og i omspringningen, igen med nul fejl, og i tiden 38,44 sek.
Holdmesterskabet blev afholdt over 2 runder, begge klasser 130 cm høje. Inden den 2. og afgørende runde lå det danske hold på en 5. plads med sammenlagt 8 fejl, og den placering formåede holdet af bevare. Jessica Toelstang red en 0-runde på Nikolina. Clara Hallundbæk og Dibidoe red med 4 fejl, Helena Skare Viller og Cragghouse Griff fik 8 fejl, og Kira Krogsgaard med Adamstown Belle red 2. runde med 12 fejl. Dermed sluttede holdet med i alt 20 fejl i mesterskabet.
Guldet blev vundet af Tyskland, der som det eneste hold sluttede med kun 4 fejl sammenlagt. Der var sølv til England med 8 fejl og bronze til Irland.
Springholdet bestod af Clara Hallundbæk på Dibidoe, Jessica Toelstang på Nikolina, Helena Skare Viller på Cragghouse Griff, Kira Krogsgaard på Adamstown Belle og Mathilde Toyberg på Westside Ranger.
Med sine 13 år var Helena holdets yngste deltager.