Fortsæt til indhold

Iben er klar til eventyret

Rotary i Vojens sender Iben på udveksling i Kansas, i hjertet af USA

Arkiv
Peter Rasmussen

Der er kun et par dage til flyveren letter med destination USA. Et fly, der vil have Iben Jensen fra Vojens med på tur ud i eventyret.
Forude venter 12 måneder som udvekslingsstudent i "Guds eget land". 12 måneder væk fra mors kødgryder og trygge favn.
"Naturligvis har jeg sommerfugle i maven, men jeg glæder mig helt vildt," siger Iben og på spørgsmålet om det ikke er svært at forlade familien derhjemme griner hun:
"Nej for pokker! Jeg har jo fire brødre derhjemme!"
Hun fortæller at arrangementet også er populært i brødre-flokken:
"Vi skal nemlig samtidig have en brasiliansk pige på udveksling. Hun er både sød og smuk, så de er godt tilfredse," griner Iben.
Sådan er det hos Rotary. Når man får en søn eller datter afsted, siger man også ja til at være værtsfamilie.

Skal til Kansas

Iben har haft ønsket om at blive udvekslingsstudent længe. Efter de 12 måneder i USA venter den internationale klasse i Kolding, så opholdet skal naturligvis bruges på at finpudse sproget. Men Iben er også meget optaget af forskellen på kulturen mellem det kendte og de fremmede:
"Tag for eksempel julen. Danser de overhovedet om juletræet, eller står det bare i hjørnet," spørger Iben, der har sat sig en del ind i det område hun skal bo i, og det program der er lagt.
"Vi skal blandt andet en tur til Oklahoma og deltage i oprydningen efter de voldsomme tornado-ødelæggelser," fortæller hun.

Skal bo tre steder

Når man er på udveksling med Rotary er man afsted i et helt år. Man bor tre forskellige steder i fire måneder hvert sted:
"Ikke alle amerikanske familier er jo ens, og derfor er det godt at flytte rundt. Man kan også komme ud for at kemien ikke er helt optimal, og så er det alligevel til at komme igennem når det kun er fire måneder," fortæller Morten Kragh-Mortensen, der er præsident for Rotary i Vojens. Han understreger, at det er meget sjældent der er problemer:
"Vi har jo den fordel, at værtsfamilierne er vore medlemmer. Det er folk man kender, og det er fuldstændig ulønnet at være værtsfamilie. Så de familier, der melder sig, har virkelig lyst til opgaven.
"Og så tager vi ikke mod flere studenter end vi kan magte. Her i Vojens har vi valgt, at vi kan magte en - og det betyder også at vi "kun" kan udsende en. Efterspørgslen er meget større end de ca. 200 studenter Rotary i Danmark sender ud - og tager imod. Alene fra Brasilien havde vist 500 ønsket at komme til Danmark.
Havde Iben ikke fået Rotary billetten var hun da også kommet afsted alligevel:
"Jeg var også i kontakt med en anden organisation, hvis det var kikset med Rotary. Jeg er dog meget glad for at jeg fik denne tur, for jeg kan godt lide set-up'et og det er langt billigere," siger Iben.

God støtte

Ud over lommepenge og diverse indkøb, så koster turen til USA ca 33.000 kroner, men Iben har fået god hælp:
"Dels har jeg fået et legat på 10.000 kroner, som alle kan søge når de skal afsted. Og fra P.J. Schmidts Fond kom der yderligere 15.000 kroner," fortæller hun.
Med god hjælp fra en pakkevejledning på nettet er kufferterne pakket. Først venter et skoleår med enkelte Rotary aktiviteter sammen med de øvrige 12 udvekslingsstudenter i området, før den næste forår står på en tur til blandt andet New York.
"Det bliver så stort!" slutter Iben.