Fortsæt til indhold

Køge Øldag er blevet international

Sjællands største ølbegivenhed løber af stabelen i Hugo's Gård lørdag den 24. august.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Alt er klart til Sjællands største ølbegivenhed og Danmarks næststørste ølfestival, Køge Øldag 2013.
Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling har i mere end et halvt år arbejdet hårdt for at tiltrække nogle af Danmarks allerbedste bryggere og bryggerier og formå dem til at stille op til Køge Øldag 2013. Og det er nu lykkedes.
Og sikken et felt arrangørerne, Danske Ølentusiaster, Køge Lokalafdeling, og Hugo's kan præsentere i år, og tilmed er øldagen nu blevet international!
Lørdag den 24. august 2013 åbnes porten til det rene humle mekka. Det vil være muligt at smage flere end 200 forskellige slags øl – og der vil være adskillige nyheder iblandt og nyheder der får premiere i netop Køge.
Arrangørerne kan bl.a. præsentere Årets Bryggeri 2012, Ugly Duck Brewing, den 3 dobbelte vinder, Hornbeer, verdens bedste brygmester i 2011, Anders Kissmeyer, der kommer med sit Kissmeyer Beer and Brewing, Det Lille Bryggeri – hvis bryg er alt andet end lille i smag, Midtfyns Bryghus der har høstet hæder for flere gange at have sendt årets bryg på gaden, Fur Bryghus der brygger på Danmarks mest rene vand, en hånd-bryggerstand hvor man i brygprocessen har anvendt en 800 grader varm sten fra et bål ved Tryggevælde å, og sådan kunne arrangørerne fortsætte.
Men det er ikke kun i Danmark at der er innovative bryggere. Fra Tjekkiet har Køge Lokalafdeling hentet mikrobryggeriet Pivovar Nomád, der er kendt for at eksperimentere med humlesorter og brygge nogle helt specielle øl, som har begejstret de steder hvor ”nomaden” tidligere har været. Og navnet refererer til at bryggeriet får brygget hvor der er ledig kapacitet.
Så med andre ord er der dækket op til fantastiske smags-mæssige oplevelser, som vil lokke nysgerrige til Køge fra nær og fjern, og arrangørerne forventer også i år at mange turister vil lægge vejen forbi Hugo's Gård.
Uden festivalfrivillige og sponsorer var der ingen Køge Øldag 2013. Mange af lokalafdelingens medlemmer ifører sig denne dag den orange vest, og sørger for at de mange gæster får en rigtig god oplevelse. Og uden sponsorer ville det ikke være muligt at afholde Danmarks næststørste ølfestival på dette høje niveau.
Følgende udstillere vil være til stede:
Hornbeer, Coisbo Beer, Midtfyns Bryghus, Klosterbryggeriet, Stevns Bryghus, Skovlyst, Kissmeyer Beer and Brewing, Braustein, Ugly Duck Brewing, Indslev Bryggeri, Fur Bryghus, Det Lille Bryggeri, Pivovar Nomád, Øldepotet, Beer Factory samt en stand med lokale håndbryggere.
pm