Fortsæt til indhold

Færøsk landsholdsspiller til VB

Arkiv
Arkiv

Vejle Boldklub har skrevet kontrakt med den 22-årige forsvarsspiller Viljormur Davidsen. Aftalen med den færøske landsholdsspiller gælder for resten af 2013.
Viljormur Davidsen har fået sin fodboldopdragelse i OB og har spillet seniorfodbold i FC Fyn, norske Jerv og senest FC Fredericia, som han optrådte for i foråret.
"Viljormur Davidsen er en fleksibel forsvarsspiller med et stort fodboldhjerte og et fint potentiale. Han kan dække flere positioner i bagkæden," siger cheftræner Tonny Hermansen i en pressemeddelelse fra klubben.
"Vi kender Viljormur Davidsen rigtig godt, og han passer rigtig godt til det, vi gerne vil," supplerer sportschef Mads Bro Hansen.
Den færøske forsvarsspiller, der i foråret var til prøvetræning i VB og spillede med i tirsdagens træningskamp mod Hedensted IF, glæder sig over aftalen.
"På mange måder er der tale om en ny start for Vejle Boldklub med ny træner og nye spillere, og det ser jeg frem til at blive en del af. Det bliver spændende. Setup'et er godt, og Vejle Boldklub passer til mine ambitioner. Jeg får gode muligheder for at udvikle mig som fodboldspiller i VB," siger Viljormur Davidsen.