Fortsæt til indhold

Giv dine børn en madgave

Så er det madpakketid igen. Her får du gode råd fra Karins Køkken i Fredericia

Arkiv
Lars Saugbjerg

Sommerferien er forbi, og det er slut med grillpølser og is til frokost. Nu skal der laves madpakker - ikke mindst til ungerne, og det kan være lidt af en udfordring. Men så skal du bare glemme alt om klamme, svedige og ildelugtende discount-løsninger.
Vi kender jo alle til, at dagen bliver lidt bedre, når vi glæder os til pause og god mad. Så forkæl dine børn med en daglig madgave, som er god for smagsløgene, maven og humøret.
"Når madpakken skal være i orden, må vi bare erkende, at den kræver lidt mere arbejde - og er lidt dyrere. Kvalitet koster. Vi bruger for få penge på ordentlig mad. Hvorfor ikke investere i vores guldklumper," lyder det fra Karin Gjødsbøl, Karins Køkken i Fredericia. "Madpakken er et vigtigt måltid, for den indtages jo på et tidspunkt, hvor man skal lære. Og hvem kan koncentrere sig, når man er sulten?"

Den skal være enkel

Det er forældrenes ansvar, at børnene får madpakke med. Og de skal nok spise den, hvis den er tilpas lækker. Men hvad gør en madpakke god?
"Når den er enkel, er den velsmagende. Vælg gode råvarer. Bag evt. rugbrødet selv, eller køb noget godt. Brug en smule smør, så pålægget ikke falder af, og gå ikke på kompromis med pålægget. Drop den billige samlami og køb en god, kødfyldt spegepølse. Eller et stykke hamburgerryg, du kan skærre i passende skiver. Ikke for tykke. Røget mørbrad i en hjemmebagt solsikkebolle er også et hit. Se nu denne bolle på 110 gram - den er sund, og den mætter," fastslår Karin Gjødsbøl og tilføjer, at æg også hører hjemme i madpakken.
"Æg indeholder mange gode ting - især for børn, der jo er i voksealderen. Brug også gerne rester fra middagen, fx et stykke kalkun, kylling eller en frikadelle i fine skiver."
Husk også, at agurk, små tomater, peberfrugt, bladselleri, sukkerærter og gulerødder er klassikere i madkassen, fordi de er nemme og lækre at sætte tænderne i. Og farver er godt i madkassen.
"Personligt synes jeg, at man skal smørre madpakken om aftenen. Den kan sagtens holde sig. Og start med at finde alle tingene frem, så du ikke skal bruge tid på at åbne køleskabet 10 gange. Så er madpakken hurtigt overstået," lyder det afslutningsvis fra Karins Køkken.
Karins glade solsikkerboller:

12 stk.:
½ pk. (25g) gær evt. økologisk
1 spsk. honning
1 tsk. fint salt
4½ dl. vand (37 grader), lunkent
1 dl. solsikkefrø
½ dl. hørfrø
1 dl. knækket hvede
1 dl. knækket rug
Ca. 500 g. hvedemel
TIPS: Udskift evt. solsikkefrøene med ristede hakkede nødder eller græskarkerner.
TIPS: Ved den dobbelte portion (24 boller) sættes de i bradepanden beklædt med bagepapir.

1. Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt honning og salt og lad det blive opløst.
2. Bland frøene og kornene i væsken.
3. Tilsæt noget af melet og rør det godt, tilsæt så noget mere, til det er en blød dej. Gem lidt mel til at forme bollerne med.
4. Lad dejen hæve 1 time med et viskestykke over.
5. Strø mel på bordet, vend dejen ud og tryk den flad med hænderne eller brug en kagerulle, ca. 20 x 30cm.
6. Sær dejen i 12 stykker med en kniv og læg stykkerne på bagepladen med bagepapir.
7. Lad firkanterne hæve med et viskestykke over i 30 min.
8. Pensl bollerne/firkanterne med et sammenpisket æg lige inden de skal i ovnen.
9. Varm ovnen op til 190 grader og bag bollerne/firkanterne midt i ovnen 12-15 min.
10. Når de er bagt køler de af på en bagerist.
11. Server bollerne/firkanterne i madpakken eller efter skoletid.


"Man skal ikke fedes, man skal mættes."

Karin Gjødsbøl
Karins Køkken

Enkel og velsmagende.
Køb en god spegepølse. Den sveder ikke i madpakken.