Beholder unge i Roskilde
Vicedirektør i Børne- og Kultursekretariatet Jakob Skriver forklarer til Roskilde Avis, at han ikke kan komme direkte ind på Louise Henriksens sag. Men at kommunen altid forsøger at finde et uddannelsessted, der matcher de unge så godt som muligt. - Alle der er involveret i sagen mødes for at finde frem til ønsker og muligheder for fremtiden, siger Jakob Skriver og fortsætter: - Generelt kan jeg sige, at vi forsøger at holde de unge så tæt på deres hverdag som muligt, fordi vi ser det som en kvalitet, at de ikke skal opleve så mange skift i deres liv. De skal lære at klare sig selv, der hvor de er, siger Jakob Skriver. Derfor får mange børn og unge, der er handicappede, undervisningstilbud i Roskilde og ikke i andre kommuner. Vicedirektøren fortæller, at på STU, hvor Louise Henriksen er visiteret til, er en del af undervisningen, at de unge bliver trænet til på sigt at bo hos sig selv. Hvis den unge er under 18 år, vurderes det efter serviceloven, om der er behov for at den unge placeres uden for hjemmet. Når Louise Henriksen bliver 18 år i marts, skal man finde frem til, hvor hun så kan bo.