Nyt tilbud til frivillige ledere
Kursusrække skal bidrage til at fastholde og rekruttere nye ledere til det organiserede foreningsliv i Fredericia
Fredericia Idrætslederakademi tilbyder nu en tværfaglig kursusrække inden for kultur, idræt og fritid. Kurserne skal bidrage til at fastholde eller rekruttere nye ledere i foreningslivet i Fredericia Kommune.
Kurset består af fem moduler, der alle afvikles i perioden september-november 2013. Målgruppen er lederen, der ønsker at blive endnu bedre til at varetage sin forenings interesser.
"Det er et nyt tiltag for at skabe større grobund for 'at lære af hinanden' og skabe nye samarbejder på tværs," oplyser Fredericia Idrætslederakademi.
Kursusforløbet sætter fokus på frivillighed, samarbejde og partnerskaber samt administration af foreninger. Kursusrækken skal bidrage til udviklingen af såvel mangfoldigheden som kvaliteten af foreningslivet i Fredericia. Derudover skal netværk efter kurserne styrke videndeling og kompetencerne i de lokale foreninger.
Forløbet er finansieret af tilskud fra Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Fredericia Kommune.
Prisen for kursusrækken er 395 kr. pr. deltager for alle fem moduler. Foreninger og klubber kan deltage med op til tre ledere.