Fortsæt til indhold

Gymnastikbørn får sved på panden

I disse dage er 120 børn i gang på Sundeved Efterskole

Arkiv
Arkiv

En gymnastikskole giver en sjov og anderledes ferieoplevelse for børn, der kan lide bevægelse, leg og fart over feltet. At det er populært at bruge nogle feriedage på at gå i en helt anderledes skole, kan man se på Sundeved Efterskole i denne uge, hvor DGI Sønderjylland i samarbejde med efterskolen afholder gymnastikskole. 120 børn er samlet fra onsdag til fredag til tre dage med gymnastik i lange baner i skolens flotte faciliteter, samt alt muligt andet sjov og leg, som instruktørerne har fundet på. Det oprindelige maksimale antal børn på skolen var 100, men det måtte udvides til 120 for at møde efterspørgslen. Der var dog stadig børn, der måtte stå på venteliste i håbet om, at der måske blev en plads til dem.

For alle niveauer

En gymnastikskole er åben for alle – både erfarne små springgymnaster og helt nybegyndere: ”Omdrejningspunktet er selvfølgelig spring- og rytmegymnastik, men fordi legen fylder så meget, så kan alle være med. På skolen bliver der også i perioder arbejdet på forskellige niveauer, så de erfarne gymnaster også bliver bedre, siger idrætskonsulent Steffen Bruun Erichsen.