Pas på med brug af ukrudtsbrændere
Rigtig mange bruger ukrudtsbrændere i kampen mod uønskede gevækster. Men man skal tænke sig godt om, når man bruger dem
Dorthe Andresen
Der er næppe noget, der kan irritere haveejere mere end ukrudt - og rigtig mange har derfor i kampen mod de uønskede gevækster investeret i ukrudtsbrændere. Men det er ikke helt ufarligt at bruge ild i kampen mod ukrudtet.
Tirsdag var det ved at gå galt for en husejer på Syrenvej i Holsted. Han havde været i gang med at brænde ukrudt, og det udviklede en kraftig røg.
"Der gik heldigvis ikke ild i noget, men vi vil gerne advare om, at folk skal tænke sig godt om, når de bruger ukrudtsbrændere. Især hvis det er i nærheden af trægarager," siger vicepolitikommissær Per Rimmer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.