Fang tilbage på Bjerget
Sct. Jørgensbjerg lokalråd genoptrykker Roskilde-forfatterens gamle bog
Arthur Fangs kendte bog om Sct. Jørgensbjerg bliver nu genoptrykt og udgivet på initiativ af formanden for Sct. Jørgensbjerg Lokalråd, Karin Mejding. Hun er glad for på denne måde at kunne udbrede kendskabet til den karakteristiske og populære bydel ved havnen. Bogen kan købes hos Flensborg på Stændertorvet. Arthur Fang kom fra en af Roskildes kendte købmandsfamlier med virksomhed i den nuværende Bryggergård på Algade. Men det var som journalist og lokalhistoriker, han slog sit navn fast i byen. I bogen gennemgår han 'Bjergets historie', lige fra de første bopladser fra stenalder og bronzealderen. Navnet går tilbage til Roskildes katolske storhedstid som Nordens største by, hvor de spedalske blev placeret her - udenfor byvolden - for ikke at smitte. Til og med første halvdel af 1900-taIlet var Sct. Jørgensbjerg en fattig landsby for fiskere og arbejdsmænd, og det mondæne præg opstod først i slutningen af sidste århundrede, da helt andre befolkningsgrupper flyttede ind, og huspriserne blev mangedoblet.
Sælsomme skæbner
I sin bog fra 1938 har Arthur Fang samlet beretninger om nogle af de sælsomme skæbner, der har holdt til på Bjerget. Eksempelvis købmand Thomsen, der var krigsveteran fra 1848 og havde fået høkerbevilling med brændevins-udsalg. Eller Lars Dragon og Sisse Kjelds, som var mor til 'Den Halte Skrædder, der beskrives som en ondsindet krabat. Gamle Isak tjærede bolværket i havnen, mens hans kone Hanne solgte fisk. Forfatterens datter, Lotte Fang, der nu har videreført opgaven som lokalhistorisk fortæller i Roskilde, skrev nye noter til, da bogen udkom på ny i 1972, og hun glæder sig over genudgivelsen: - Jeg har utallige henvendelser om fars bog, men har hidtil måtet henvise til at prøve i antikvariater. Derfor er det en stor glæde, at den nu bliver tilgængelig på ny, for Sct. Jørgensbjerg er en guldgrube af kulturhistorie. Bag udgivelsen står også Historisk Samfund for Roskilde Amt og forlæggeren Brian Christensen, der for et par år siden udgav bogen 'Mit Roskilde' med portrætter af en række kendte roskildensere. tk