Hvis chefen er ansvarsløs

TITUSINDER MISTEDE MANGE MILLIONER, og flere hundrede blev arbejdsløse, da Roskilde Bank krakkede i sommeren 2008 ved starten af finanskrisen her i landet.
Vores lokale område er endnu mærket af denne delvis selvskabte katastrofe, hvor nogle mistede hele deres pension, og andre blev tvunget fra hus og hjem, mens langt flere fortsat betaler af på en gæld, de aldrig har fået nogen glæde af.
Derfor vil alle vigtige vurderinger eller oplysninger om årsagerne til bankens bankerot altid være en topnyhed i Roskilde Avis.

BANKENS BESTEMMENDE BOSS gennem næsten 30 år indtil et år før fallitten, Niels Valentin Hansen, valgte efter års total radiotavshed forleden i dagbladet BT at komme med sin version af, hvad der var gået galt, og hvad hans eget ansvar var for de mange menneskers ulykke.
Men det blev på alle måder en skuffende forklaring. Ifølge Valentin selv har han aldrig gjort noget galt. Når banken måtte lukke, er det andres og udviklingens skyld.

INDPISKEREN VÆKKEDE DEN SØVNIGE PROVINSBANK, der alt for godt lignede sit historiske forbillede i Korsbæk, så den ikke alene overlevede og voksede, men på kun tre årtier blev en af landets 10 største.
Valentin gik forrest i denne udvikling og skabte en korpsånd blandt bankens ansatte, så de knoklede for sagen, altså ham og firmaet. En første krise i starten af 90'erne blev overvundet med nød og næppe, og derfra kørte banken videre med en ekspansiv politik.

HVERT ÅR KLAPPEDE AKTIONÆRERNE, der fyldte Roskilde-hallerne i tusindvis til bankens generalforsamling. Kritiske røster ville ingen rigtig høre på, for nu skulle alle ind og spise forloren skildpadde med øl og brændevin.
Måske gik det Valentin til hovedet, efter at han var hyldet gennem så mange år for at skabe fantastiske resultater, så banken efterhånden lånte til de værste spekulanter, der ikke kunne få penge andre steder. Eller måske var det bare tiden, der var sådan, at alle troede, at nu var vi nået en periode med 'krisefri kapitalisme'.

VÆKNINGEN VAR ET MARERIDT for de tusinder af aktionærer, hvis investering blev værdiløs. At banken så under Valentins ledelse i mange tilfælde havde lokket og presset kunder til at købe aktier for deres pension eller låne til det – for selv at få lov til at låne – hører med til historien. Det fritager ikke den enkelte fra ansvaret for selv at have købt, men for mange roskildensere var Roskilde Bank lige så god som Nationalbanken.
Under alle omstændigheder har Valentin og ledelsen som helhed det afgørende ansvar for, hvad banken foretog sig i disse år.

TRANGEN TIL AT FORSVARE OG FORKLARE SIG er jo udbredt, men Valentins forsøg på det, der ligner en søforklaring fratager mig noget af den respekt, jeg ellers har haft for manden.
Nu giver han sin bestyrelse – som han selv i en vis udstrækning håndplukkede – og sine underordnede, som han selv piskede frem, skyld for uholdbare udlån. Han stolede bare på dem og pressede ikke på, lyder hans utrolige og meget usandsynlige forklaring.
Valentin er endnu ikke dømt af nogen en domstol og dermed fortsat uskyldig i juridisk forstand. Roskilde Avis gengiver selfølgelig også i dag hans seneste udlægning, om at han er blevet misforstået og ikke har prøvet at smyge ansvaret af sig.
Med de mere og mere mærkelige forklaringer stiller han sig dog meget svagt, rent menneskeligt i øjnene på befolkningen i Roskilde-området.

SKIPPEREN GÅR NED MED SIN SKUDE, eller han sørger i hvert fald for at være den sidste, der går fra borde, efter at have sikret sig at alle andre er blevet evakueret. Sådan må det også være i enhver organisation eller virksomhed, hvor chefen først og fremmest får højere løn end de andre for at tage hele ansvaret, både når det går godt og skidt. I forhold til et normalt ideal tegner Valentins forklaringer billedet af en modsat ledertype. Bliver den model alt for udbredt, vil det få hele vores samfund til at bryde sammen i mangel på gensidig tillid og menneskelig moral:
HVIS CHEFEN ER ANSVARSLØS