Fortsæt til indhold

Pigen med Paraplyen fester med

Esbjerg Festuge er også for børn. Børnene kan således gratis tage på eventyr med Pigen med Paraplyen på onsdag

Arkiv
Rune Weitling

Esbjerg Festuge har et bredt udvalg af kulturelle tilbud til de fleste aldre, men er der en enkelt gruppe, som måske er en smule overset, så er det børnene.
Det gør Hovedbiblioteket og Huset dog noget ved, når de onsdag tilbyder byens børn at komme forbi Storm-P salen klokken 10.00, hvor Pigen med Paraplyen har brug for børnenes hjælp. Pigen med Paraplyen plejer nemlig at flyve op i luften med sin paraply, hvor hun får solen til at skinne og maler fantastiske farverige regnbuer på himlen. En ond heks har imidlertid forhekset hendes paraply, så den nu er helt sort, og derved kan Pigen med Paraplyen ikke længere flyve op og male regnbuer og få solen til at skinne.
"Jeg har derfor hårdt brug for børnenes hjælp. Vi skal sammen begive os ind i en fantastisk verden for at finde mine farver. Her møder vi blandt andet ”Den lille grå sommerfugl”, ”Fuglen Petri”, ”Sneglen, som aldrig nåede så langt” og mange andre glade venner, ligesom vi skal synge sange og høre om både blæsevejr, regnvejr, tordenvejr og meget andet," fortæller Pigen med Paraplyen, der i virkeligheden hedder
Julie Wieland, og som studerer på Syddansk Musikkonservatorium her i byen og selv har skrevet børnesangene og komponeret musikken, som hun, sammen med tre musikalske legekammerater, spiller onsdag klokken 10.00.

Julie Wieland optræder onsdag som Pigen med Paraplyen på Hovedbiblioteket. Musikforestillingen plejer at gå rent ind hos børnene, der selv kommer til at være aktive under forestillingen.